11.11.2018, 19:48 | Af: Nicolai Dupont | Foto: Daniel Stentz

Målorgie på MCH Arena

FC Midtjylland slog Vejle med hele 5-0.

Med et uafgjort resultet mellem AaB og FCK, kunne FC Midtjylland tage førstepladsen i Superligaen tilbage søndag aften. Det krævede en sejr over Vejle Boldklub. 

Og efter en jævnbyrdig start tog hjemmeholdet over og dominerede kampen. 

Efter et kvarters spil var Dal Hende tæt på at bringe Ulvene i front, da han headede et hjørnespark på overliggeren.

22 minutter var spillet, da Evander gled igennem Vejleforsvaret og slog en bold ind til Awer Mabil, der prikkede hjemmeholdet i front.

Og bare to minutter senere headede Dal Hende bolden på tværs i feltet, hvorfra Paul Onuachu sparkede bolden i mål. 2-0.

Ulvene fortsatte presset, men kom ikke mere på tavlen i førte halvleg. 

Det gjorde de til gengæld efter bare fem minutter af anden halvleg. Her fik Evander Ferreira bolden på kanten af feltet, hvorfra han sparkede den ind under Bajza i Vejlemålet.

Et kvarter senere var Awer Mabil på pletten igen, da han sendte bolden mellem benene på Bajza. 4-0!

Og det var ikke slut endnu. For efter 70 minutter fik Jakob Poulsen fat i bolden uden for Vejles målfelt. Herfra kunne han høre 7000 mennesker råbe “skyd!”. Og det gjorde han så. 5-0.

Det blev også kampens resultat, og Ulvene er nu tilbage på førstepladsen i Superligaen.