08.08.2019, 10:30 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Mads Døhr Thychosen solgt til FC Nordsjælland

Den 22-årige back har underskrevet en fireårig kontrakt og træner for første gang med sine nye holdkammerater i dag

I sommeren 2014 kom en ung og målfarlig angriber ved navn Mads Døhr Thychosen til FC Midtjylland fra Vejle Boldklub.

I sommeren 2019 sælger FC Midtjylland en fortsat ung og nu angrebslysten back ved navn Mads Døhr Thychosen til FC Nordsjælland.

Mads Døhr Thychosen har underskrevet en fireårig kontrakt med nordsjællænderne, og han genforenes dermed med Kian Hansen.

- FC Nordsjælland ville mig rigtig meget, og jeg vil gerne udvikle mig yderligere. Jeg er sikker på, at FC Nordsjælland er den helt rigtige klub for mig på nuværende tidspunkt, og jeg håber, at jeg med tiden kan tage steppet og gøre mig fortjent til en kontrakt i udlandet, siger Mads Døhr Thychosen.

Han træner sammen med sine nye holdkammerater for første gang i dag, men han håber også, at han kan nå på MCH Arena til Europa League-kampen mod Rangers FC.

- Jeg vil jo gerne sige farvel til gutterne, og jeg har haft fem helt fantastiske år i FC Midtjylland. Det gælder både sportsligt og menneskeligt, for det er en fremragende klub at være i. Jeg har intet ondt at sige om FC Midtjylland, slår Mads Døhr Thychosen fast.

Meget kulminerede i maj, hvor han var en del af det FC Midtjylland-mandskab, som for første gang i klubbens historie vandt pokalturneringen med en finalesejr over Brøndby IF i Parken.

- Det var kæmpe stort, at jeg fik lov til at spille den kamp, og netop kampene er jo vigtige for en fodboldspiller. Jeg søger mere spilletid, som der selvfølgelig også er kamp om i FC Nordsjælland, men fordi klubben så gerne ville mig, vil jeg gøre alt for at leve op til den tillid ved at levere gode præstationer.

Sportschef i FC Midtjylland, Svend Graversen, kalder salget af Mads Døhr Thychosen for et resultat af mange faktorer.

- Mest af alt fortjener Mads at komme ud og spille kontinuerligt. Han har været en værdsat del af FC Midtjylland i mange år, både som menneske og spiller, og han har både bidraget til en DM-titel samt en pokaltriumf, forklarer Svend Graversen, som på klubbens vegne ønsker at fremstå fair i forhold til de muligheder, som dukker op.

- Det her var en rigtig god mulighed for Mads, vi fik en god pris, og fairness og loyalitet betyder noget for os i det arbejde, vi laver. Vi takker Mads for alt det, han har gjort og givet FC Midtjylland, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Svend Graversen.

Mads Døhr Thychosen nåede at spille 37 kampe for FC Midtjylland, og det med målscoringen har han ikke glemt, da det blev til tre scoringer undervejs.

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet