20.01.2019, 18:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Manjrekar James tiltræder i FC Midtjylland

Den 25-årige canadiske landsholdsspiller udskifter lejeaftalen i FC Fredericia med en plads i Superligatruppen hos de forsvarende danske mestre

Lørdag eftermiddag spillede han i midterforsvaret for 1. divisionsklubben FC Fredericia i træningskampen mod FC Midtjylland i Stadome i Ikast.

Mandag morgen tiltræder han i FC Midtjylland.

Manjrekar James er navnet, og den 25-årige canadiske landsholdsspiller vender på den måde ”hjem”, da FC Midtjylland havde lejet ham ud til samarbejdsklubben FC Fredericia.

Til gengæld fortsætter både Michael Baidoo og Chuma Anene i 1. divisionsklubben, som inden forårets kampe indtager en tredjeplads i landets næstbedste række.

- James er en fysisk stærk og hurtig forsvarsspiller, som har gjort det fantastisk godt i FC Fredericia. Vi glæder os til at få ham ind i vores miljø, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen, som understreger, at James skal tage kampen op med særdeles kompetente forsvarsspillere i klubben.

- Der er benhård konkurrence, da vi har meget stærke spillere til det centrale forsvar, men James har vist, at han har store kvaliteter, og dem glæder vi os til at udvikle yderligere, siger Svend Graversen, som roser FC Fredericia for at have gjort et fantastisk stykke arbejde med James i de seneste måneder.

- Det er også grunden til, at både Baidoo og Anene fortsætter hos FC Fredericia, for det er en garanti for, at spillerne udvikler sig i et stærkt miljø, hvilket James er det seneste eksempel på, siger Svend Graversen.

For hovedpersonen selv er skiftet til FC Midtjylland en drøm, som går i opfyldelse.

- Jeg er meget begejstret. Målet har været at gøre mig fortjent til dette, og det bliver fantastisk at blive en del af Superligaen og FC Midtjyllands set up, siger Manjrekar James, der har spillet 16 A-landskampe for Canada.

Han er 193 centimeter høj, og da han forlod Sigma FC i Canada, rejste han til Ungarn, hvor han har repræsenteret Pécsi MFC, Diósgyör og Vasas FC.

- Det handler om hele tiden at forbedre sig, og jeg ser frem til at finde min plads i FC Midtjylland og bidrage med det, jeg kan bidrage med. Jeg glæder mig rigtig meget til det her, siger Manjrekar James med et stort smil.

Welcome, Manjrekar James, vi glæder os over, at du nu også i dagligdagen er en del af FC Midtjylland.

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet