02.12.2019, 21:34 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Marcondes slog til mod Silkeborg IF igen

Topholdet fra FC Midtjylland havde chancer til meget mere - men værterne på MCH Arena måtte tage til takke med en 2-1 sejr over Silkeborg IF

FC Midtjylland var til mandagens hjemmekamp mod Silkeborg IF tvunget til en ændring i startformationen, da Alexander Scholz på grund af sygdom ikke var i stand til at spille, hvilket dog ikke betød noget, da hjemmeholdet vandt med 2-1 - præcis som det var tilfældet i det omvendte opgør.

Der var da også kompetent afløsning i skikkelse af Rasmus Nicolaisen, og han kom til at sætte sit præg på et opgør mellem to mandskaber, som holder til i hver sin ende af tabellen i 3F Superligaen.

Hjemmeholdet dominerede fra første fløjt, mens gæsterne forsøgte at gøre sig så kompakte som muligt, men allerede efter 15 minutter gik det galt for Silkeborg-defensiven, da Emiliano Marcondes headede Joel Anderssons fine bold i nettet. Dermed fornyede han retten til at håne hjemme i privaten, hvor han deler lejlighed med Silkeborg IF's Mathias Hebo

Undervejs i første halvleg havde Erik Sviatchenko også et forsøg på opstanderen, mens også Gustav Isaksen var tæt på, men det blev ved en enkelt scoring.

I anden halvleg blev det endnu mere udpræget - der var fine forsøg fra Marcondes, Kaba, Evander og Nicolaisen - og sidstnævnte blev manden, som sørgede for det forløsende 2-0 mål, da han tæt under mål styrede bolden i nettet.

Derfra lignede det flyvning med rolige vejrforhold, men turbulensen nåede at indfinde sig, da Emil Holten efter 85 minutter reducerede - Jesper Hansen klarede ellers forsøg fra ham to gange, men tredje gang skubbede Silkeborg-spilleren i nettet.

Det blev ikke til mere, hverken for hjemmeholdet eller gæsterne, men det blev til tre, vigtige point, og så var der egentlig ikke så meget andet at berette om - bortset fra at Emiliano Marcondes fortjent blev kåret som kampens spiller.

 

 

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet