15.01.2020, 12:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Mayron George udlejes til Budapest Honvéd FC

FCM-angriberen skal i det kommende halve år score mål i den bedste ungarske række

Når Mayron George går på banen for Budapest Honvéd FC, repræsenterer han en historisk klub i Ungarn.

13 gange har klubben jublet over mesterskabet, senest i sæsonen 2016/17, og der står også syv pokalmesterskaber på hylden hos den klub, som Mayron George netop har underskrevet en lejeaftale med.

- Mayron fortjener at få spilletid, og det er der udsigt til at få hos Honvéd. Derfor er det en god case for alle parter, at han spiller hos dem frem til sommerpausen, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

26-årige Mayron George kom til FC Midtjylland i sommeren 2018, og han står noteret for seks scoringer i 32 kampe indtil nu.

I efteråret 2019 spillede han på en lejeaftale i norske Vålerenga, men frem til sommeren 2020 handler det om topfodbold i Ungarn.

- Vi fokuserer hele tiden på, at vi skaber de bedste rammer for vores spillere, så de udvikler sig optimalt, og vi er enige om, at aftalen med Honvéd skaber disse rammer for Mayron, siger Svend Graversen.

Budapest Honvéd FC overvintrer på sjettepladsen i den bedste ungarske række, og Mayron George tiltræder straks, så han også bliver en del af klubbens vintertræningslejr.

Vi ønsker Mayron masser af held og lykke i Ungarn.