31.07.2017, 14:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

Midtbanetalent lejes ud til Ringkøbing

Gloire Rutikanga skal spille 2. division for Ringkøbing. Han lejes ud indtil nytår

Den tidligere akademispiller Gloire Rutikanga lejes ud til Ringkøbing, der spiller i 2. division gruppe 3, i et halvt år.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Lige nu er det vigtigt for mig at komme til at spille nogle kampe, så det glæder jeg mig til at gøre i Ringkøbing, siger Gloire Rutikanga.

Som central midtbanespiller er der langt til førsteholdsfodbold i Superligatruppen, og det er grunden til, at FC Midtjylland lejer den unge congoleser ud.

- Det er en god mulighed for, at Gloire Rutikanga får noget spilletid, og det er vigtigt for, at han kan udvikle sig som fodboldspiller. Han er en fysisk god spiller, der har en god arbejdsradius inde på midten, og denne lejeaftale vil udvikle ham som seniorspiller, siger administrerende direktør Claus Steinlein.

Ringkøbing rykkede op i anden division sidste år og spiller i pulje med blandt andre Kjellerup IF og Aarhus Fremad. Aarhus Fremad bliver i øvrigt første kamp for Ringkøbing på søndag den 6. august klokken 13.30 i Ringkøbing.

- Jeg synes, Ringkøbing er en god klub, og jeg ser frem til at spille for dem, siger Gloire Rutikanga.

Gloire Rutikanga kom til Danmark fra Congo som i 2010, hvor familien slog sig ned i Skjern. Det var også i samarbejdsklubben Skjerg GF, at Gloire viste sine evner frem, og det skaffede ham en plads på akademiet i FC Midtjylland. Rutikanga fyldte 20 år i februar, og han har fire år tilbage af sin kontrakt med ulvene.

- Jeg håber, at jeg kan udvikle mig som fodboldspiller i Ringkøbing og blive bedre på alle parametre, så jeg ser meget frem til det her kommende halve år, siger Gloire Rutikanga.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox