06.07.2019, 20:10 | Af: Mads Jakobsen | Foto: FC Midtjylland

Midtjysk dominans rakte ikke i Poznan

Trods massiv overvægt i både spil og chancer måtte FC Midtjylland se sig slået med 2-1 mod Lech Poznan

Stadion Miejski i Poznan dannede rammen om FC Midtjyllands sidste testkamp inden Superliga-start. Modstanderen var Lech Poznan og værterne kom på hårdt arbejde i første halvleg. Det var nemlig et særdeles veloplagt og aggressivt FC Midtjylland-hold, der fra kampens start tog teten og konstant udfordrede den polske bagkæde. 

Efter et kvarter var Junior Brumado tæt på at score kampens første mål, da Joel Andersson blev sendt dybt af Evander. Svenskeren serverede bolden fladt foran mål, hvor Brumado glidende var få centimeret fra at score. Blot fem minutter senere lurede faren igen i Poznans felt. Okosun forlængede et langt indkast ved forreste stolpe, hvorefter James headede bolden snævert over mål. 

Det store overtag fortsatte og efter 23 minutter hamrede Wikheim bolden på overliggeren. Den norske raket brugte Onyeka som spilstation og overtog selv bolden, hvorefter han gled gennem Poznan-forsvaret og sendte afslutningen på tværstangen. 

Lech Poznan var sjældne gæster på Midtjyllands halvdel i den første halve time, men det var alligevel polakkerne som åbnede målscoringen. Venstrebacken Kostevych drev bolden frem over midterlinjen og hamrede den knastørt i mål fra 35 meter. En scoring stik mod kampens udvikling. 

Målet virkede dog ikke til at slå FC Midtjylland ud. Fem minutter før pausen tvang Evander Poznan-målmand Mickey van der Hart ud i en besværlig redning, som endte med et hjørnespark. Ind ville bolden dog ikke og dermed kunne værterne gå til pause med en 1-0-føring.

Ingen af de to mandskaber benyttede pausen til at bringe friske kræfter i spil og kampbilledet ændrede sig heller ikke markant i begyndelsen af anden halvleg. 

Set ud fra spil og chancer var det blot en spørgsmål om tid før den polske defensiv måtte bukke under og ti minutter efter pausen faldt udligningen efter flot samspil mellem Midtjyllands tre brasilianere. Brumado fandt Evander i feltet, hvor 10’eren resolut sendt bolden mod mål. Afslutningen blev blokeret, men returbolden røg direkte ud til nyindkøbte Paulinho, som nemt kunne skubbe 1-1-målet over stregen. 

Glæden var dog særdeles kortvarig. Minuttet efter blev Poznans angriber sendt i en løbeduel med Manjrekar James og i samme sekund som de passerede feltkanten, gik angriberen i græsset. Straffespark og gult kort til James. Lech Poznans anfører Jevtic gik roligt til bolden og sendte den sikkert i mål modsat Jesper Hansen. 

Den brasilianske forbindelse var tæt på at skabe endnu en udligning, da Brumado efter en time tvang van der Hart ud i en mirakelredning efter en hælafslutning på oplæg fra Paulinho.

Efter en time sendte trænerstaben Mabil, Poulsen og Dyhr i aktion på bekostning af Onyeka, Okosun og målscorer Paulinho, og førstnævnte havde ikke været på banen i mange minutter før han hamrede en afslutning over mål fra en fri position i feltet. 

Det sidste kvarter blev Nicolaisen, Anderson og Dovbyk ligeledes sendt på banen og ét minut efter sin entré måtte Nicolaisen se sit forsøg reddet på stregen af en forsvarsspiller. Den efterfølgende returbold sendte selvsamme Nicolaisen tæt over mål. 

Det massive midtjyske pres på de polske værter aftog mod slutningen af kampen, hvor Lech Poznan havde to store muligheder. Flere scoringer blev det dog ikke til og dermed kunne polakkerne køre en snæver sejr hjem. 

I morgen eftermiddag rejser truppen hjem til Danmark, hvor de sidste forberedelser til Superliga-premieren mod Esbjerg fB på fredag finder sted. 

Kampfakta
Leck Poznan – FC Midtjylland 2-1 (1-0) 

35’: 1-0 Kostevych
54’: 1-1 Paulinho
55’: 2-1 Jevtic (Straffe) 

FC Midtjyllands startopstilling
Jesper Hansen, Manjrekar James, Kian Hansen, Alexander Scholz, Joel Andersson, Frank Onyeka, Ayo Okosun, Evander, Paulinho, Junior Brumado, Gustav Wikheim.

Bænken
Mikkel Andersen, Rasmus Nicolaisen, Nikolas Dyhr, Jakob Poulsen, Jens-Lys Cajuste, Mikael Anderson, Awer Mabil, Gustav Isaksen, Artem Dovbyk

Lech Poznans startopstilling
Mickey van der Hart, Tomasz Cywka, Thomas Rogne, Djordje Crnomarkovic, Volodymyr Kostevych, Tymoteusz Klups, Karlo Muhar, Pedro Tiba, Joao Amaral, Darko Jevtic, Timur Zhamaletdinov

Bænken
Milosz Mleczko, Pawel Tomczyk, Tomasz Dejewski, Jakub Moder, Mateusz Skrzypczak, Tymoteusz Puchacz, Wiktor Plesnierowicz, Filip Marchwinski, Jakub Kaminski

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet