12.09.2019, 19:18 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Mikael Anderson glæder sig over kontraktforlængelse

Sportschef Svend Graversen roser den offensive midtbanespiller for at gribe chancen

Glæde og stolthed går hånd i hånd i Mikael Andersons krop i disse dage.

Den islandske U21-landsholdsspiller har netop sat sin signatur på en kontraktforlængelse, så aftalen med FC Midtjylland nu løber frem til sommeren 2023, og han har siden hjemkomsten fra lejemålet hos SBV Excelsior Rotterdam i Holland for alvor manifisteret sig på FC Midtjyllands bedste hold, hvilket han supplerer med succes på det islandske U21-landshold - senest med to storsejre i EM-kvalifikationen.

- Kontraktforlængelsen giver en dejlig ro men også masser af motivation. Det fortæller mig, at klubben tror på mig langsigtet, hvilket motiverer mig yderligere til at slå 100 procent igennem i FC Midtjylland. Jeg er sindssyg glad og stolt over min kontraktforlængelse, siger 21-årige Mikael Anderson.

Allerede på akademiet kunne alle se det enorme potentiale hos offensivspilleren, og han har siden kæmpet sig igennem perioder med skader, han er vokset som spiller og menneske via udlejninger til Vendsyssel FF og hollandske Excelsior, og her efter sommerpausen har Mikael Anderson i den grad bevist sig på alle måder hos FC Midtjylland.

- Jeg er med sikkerhed vendt stærkere tilbage efter mine udlejninger, og nu ser jeg frem til at fortsætte den positive udvikling. Jeg ønsker at betale tilbage på den tillid, klubben viser mig, og det skal ske med stabile og stærke præstationer, siger Mikael Anderson.

For sportschef Svend Graversen er Mikael Anderson en god fortælling, og Svend Graversen var tæt på, da unge Mikael Anderson gjorde sin entré i klubben.

- Mikael viste tidligt sit meget store potentiale, og i dag står han som den spiller, vi så tegningen til på akademiet. Til tider kan det være en god idé med en eller flere udlejninger, og det har vist sig at være det rigtige for Mikael. Vi er meget tilfredse med og glade for, at han har forlænget sin aftale med os, siger Svend Graversen.

Mikael Anderson har flere gange været en kampafgørende spiller for FC Midtjylland i denne sæson, og det gør det ikke mindre glædeligt, at han tilmed er et produkt af akademiets arbejde med de unge spillere.

- Mikael kan ikke roses nok for den mentale udvikling, han har gennemgået de seneste par år. Det er virkelig stærkt af ham, og han har allerede fået masser af spilleminutter i denne sæson. Vi har en meget stor tro på, at han brager igennem i 3F Superligaen, så vi glæder os både på Mikaels og egne vegne, siger Svend Graversen.

Mikael Anderson står i skrivende stund noteret for 12 kampe og en enkelt scoring, som var kampafgørende i sæsonpremieren mod Esbjerg fB, og nu kan alle så glæde sig over, at FC Midtjylland har papir på den kreative midtbanespiller med dybe rødder i Island helt frem til sommeren 2023.

Stort tillykke med kontraktforlængelsen, Mikael.