24.02.2019, 08:30 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Munksgaard glæder sig til mødet med FCM

I vinterpausen skiftede han FC Midtjylland ud med AGF - søndag eftermiddag møder han sine tidligere holdkammerater for første gang

Dengang Alexander Munksgaard var dreng på den vestjyske jord, drømte han om at spille for FC Midtjylland.

Det kom han til, og han tog hele turen til førsteholdet via talentudviklingen i klubben, inden han i sommeren 2018 forlængede sin kontrakt med fem år.

Et halvt år senere var udsigten til spilletid hos de danske mestre en anelse grumset, og da han samtidig fik mulighed for at skifte til Superliga-kollegaerne fra AGF, var det tid til nye udfordringer.

Han har underskrevet en kontrakt gældende frem til udgangen af 2023 med århusianerne, og Munks, som han kaldes i FC Midtjylland, viste fra første dag sit høje niveau.

Han satte sig på positionen som højre back, og søndag eftermiddag klokken 16.00 står han på Ceres Park for første gang overfor sine tidligere holdkammerater, når AGF er vært for FC Midtjylland.

- Jeg er selvfølgelig spændt, og det bliver da lidt specielt, men jeg glæder mig til at følge op på vores gode indledning på foråret, fortæller Alexander Munksgaard.

Den 21-årige højre back har kun godt at sige om sit skifte til AGF. Spillere, trænere og ledere tog godt imod den tidligere FC Midtjyland-spiller, og han har kvitteret med to fine præstationer i forårets første to kampe.

- Der trænes på et højt og godt niveau i AGF. Der er hård konkurrence om pladserne, og det virker til, at det hele er skærpet over den seneste tid. Der er et stærkt sammenhold blandt spillerne, og stemningen er naturligvis god i øjeblikket, men nu er det vigtigt, at vi holder fast i den udvikling, siger Alexander Munksgaard.

Han kalder søndagens modstander på Ceres Park for et klassehold, og han har selvfølgelig et indgående kendskab til gæsterne.

- De kommer helt sikkert med deres powerfodbold, og FCM er et mandskab uden dårlige spillere. De er stærke hele vejen rundt, men jeg er sikker på, vi kan drille dem.

Alexander Munksgaard bor stadig i Herning og pendler frem og tilbage, men i løbet af et par måneder rykker han til Århus for at mærke den by, AGF er så stor en del af.

- Jeg fornemmede hurtigt, at meget er lidt større i AGF. Det er en klub med stor bevågenhed hele tiden, og der er ofte mange journalister, som følger vores træninger, fortæller AGF'eren.

Han glæder sig over, at han har spillet sig ind blandt cheftræner David Nielsens foretrukne i AGF's startopstilling, og han befinder sig godt i århusianernes formation.

- Vi spiller jo med fire nede bagved, og det passer mig glimrende. Jeg er nok mere back end wingback, og jeg får nu mulighed for at bringe mine spidskompetencer i spil. Jeg understøtter stopperne og har et defensivt udgangspunkt, hvilket passer mig rigtig fint, siger Alexander Munksgaard.

Søndag den 24. februar klokken 16.00 står han klar til en af karrierens mere specielle kampe - opgøret mod den klub, hvor han byggede sit fodboldmæssige fundament.