23.01.2019, 17:38 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Nederlag i tysk test

HSV trak sig sejrsrigt ud af dagens træningskamp, som blev afviklet over tre halvlege á 45 minutter på træningsanlægget ved Volksparkstadion

Træningskamp: HSV-FCM 5-3

Noget utraditionelt blev årets anden træningskamp spillet over tre halvlege, men som Kenneth Andersen havde proklameret før kampen, så gav det god mulighed for at se mange spillere i aktion over længere tid. Og det blev også tilfældet, idet Ulvene havde hele 26 spillere i kamp over de 135 minutter. 

Kampen var HSV’s sidste inden forårspremieren i 2. Bundesliga, som skydes i gang i næste weekend, og det kunne også ses i den første halvdel af opgøret, som blev afviklet i et højt tempo. Begge mandskaber bød sig til ved flere lejligheder og der blev gået til stålet i nærkampene. 

- Det var en rigtig fin test mod en stærk modstander, som topper 2. Bundesliga og har sæsonstart om en uge. Vi er meget tilfredse med de første 70 minutter, hvor vi var gode på bolden og satte vores pres rigtigt, fortæller Kenneth Andersen. 

FC Midtjylland bragte sig i front efter 20 minutter, da Sparv erobrede bolden højt på HSV's halvdel. Evander tog over og sendte et perfekt indlæg ind i panden på George, der nemt kunne udplacere Pollersbeck i målet. 

Føringen holdte dog ikke længe. Blot et kvarter senere udlignede Jatta med hovedet ved bagerste stolpe og kort før pausen bragte Narey HSV i front efter en omstilling. 

Efter en time rettede Erik Sviatchenko op på den ærgerlige pausestilling. Jakob Poulsen sendte et indlæg mod det bagerste område i feltet, og her kom Erik Sviatchenko endnu en gang højest og sendte bolden i nettet i andet forsøg. 

Midt i anden halvleg bragte HSV sig endnu gang i front, denne gang efter et tvivlsomt frispark, og herefter skiftede FC Midtjylland ti spillere. De mange udskiftninger, på begge mandskaber, gav et rodet kampbillede og mod halvlegens slutning trak HSV fra. Det blev både 4-2 og 5-2, inden Bozhidar Kraev lukkede målscoringen med målet til 5-3. En sand perle hvor den bulgarske landsholdsspiller første lavede en tunnel på Bates og derefter satte endnu en modspiller, hvorefter han sikkert sparkede bolden i det lange hjørne. Undervejs måtte unge Jibril Abubakar se sig afvist af stolpen to gange. 

- Vores sidste 65 minutter er vi ikke tilfredse med. Vi laver en masse udskiftninger og det gør kampen rodet. Det er tydeligt, at der mangler lidt relationer på banen og vi har svært ved at holde i bolden. 

- Drengene skal dog have ros for at slutte godt af. Særligt i de sidste 20 minutter er vi dominerende, slutter cheftræner Kenneth Andersen.

Kampen var sidste test inden turen går til Dubai, hvor FC Midtjylland er på træningslejr indtil den 4. februar. Her spiller de danske mestre to testkampe mod henholdsvis Astana og Shanghai SIPG. 

HSV-FCM 5-3
0-1: M. George
1-1: Jatta
2-1: Narey
2-2: E. Sviatchenko
3-2: Lasogga
4-2: Moritz
5-2: Bates
5-3: B. Kraev

FC Midtjyllands startopstilling
J. Hansen, K. Hansen, E. Sviatchenko, A. Scholz, J. Andersson, J. Poulsen, T. Sparv, M. Døhr, Evander, M. George, G. Wikheim

FC Midtjyllands opstilling efter 70 minutter
M. Andersen, O. Olsen, M. James, N. Madsen, F. Onyeka, J. Cajuste, A. Okosun, N. Dyhr, B. Kraev, J. Abubakar, B. David

FC Midtjyllands opstilling efter 100 minutter
M. Andersen, J. Larsen, M. James, S. Odeh, O. Olsen, N. Dyhr, N. Madsen, J. Cajuste, B. Kraev, J. Abubakar, R. Hassan

 

 

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet