22.06.2017, 17:30 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

Nikolaj Kirk lejes ud til Brentford FC

Tidligere akademispiller Nikolaj Kirk lejes ud til Brentford FC i den kommende sæson

Nikolaj Kirk rykker til London og lejes ud til Brentford FC i den kommende sæson.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i Brentford FC, siger Nikolaj Kirk, der lige er landet i London i dag.

Den tidligere akademispiller skrev i efteråret en fem år lang kontrakt med FC Midtjylland, og nu bliver han lejet ud i sin første fulde sæson som seniorspiller.

- Det bliver godt for Nikolaj Kirk at komme til Brentford og prøve kræfter derovre. Han kommer til at opleve noget nyt og bliver udfordret, og det bliver godt for hans udvikling, siger Claus Steinlein.

Den teknisk stærke midtbanespiller har spillet i samarbejdsklubber i hele sin ungdomskarriere. Han startede Grønbjerg og skiftede senere til Vildbjerg, inden han kom på akademiet.

Nu skal han prøve kræfter med Brentford FC, hvor han bliver en del af Brentfords B-hold, der er en samling af unge, talentfulde spillere, som spiller imod de store hold som blandt andre Chelseas og Manchester Citys U23-hold og som også spiller kampe rundt i Europa. 

- Jeg synes, det er spændende. Det er en god udfordring for mig, og jeg forventer, at jeg får noget spilletid og nogle gode erfaringer. Jeg vil gerne udvikle mig på det fysiske spil og blive mere klar til seniorfodbold, og jeg tror, at det er et godt miljø at gøre netop det, siger Nikolaj Kirk.

Næste skridt i samarbejdet med Brentford FC
Claus Steinlein glæder sig over, at netop Brentford FC er destinationen for Nikolaj Kirk. Det er første gang, at FC Midtjylland lejer en spiller ud til Brentford FC, og FC Midtjyllands sportsdirektør påpeger, at dette er første skridt på vejen til et endnu bedre samarbejde.

- Udover at det bliver spændende for Nikolaj Kirk at komme derover, så er vi også glade for, at vi kan stole på, han er i gode hænder hos et kompetent trænerteam og en dygtig organisation i Brentford, og vi glæder os over, at det her er første skridt på vejen til, at de to klubber bliver endnu tættere i samarbejdet, siger Claus Steinlein.

Nikolaj Kirk har sin Superligadebut til gode, men han har været en vigtig brik på det U19-hold, der de sidste to år er blevet nummer et og to i U19-ligaen og har skabt flotte resultater i UEFA Youth League.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox