31.03.2019, 18:03 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Nikolaj Kirk skifter til Stabæk

Midtbanespilleren kan se frem til kampe i den bedste norske række - i første omgang på en lejeaftale frem til sommer

21-årige Nikolaj Kirk har siden sommeren 2017 været på leje hos den engelske Championshipklub Brentford FC, hvor han har spillet på B-holdet, og han har i den periode udviklet sig så positivt, at andre klubber har fået øje på den hårdtarbejdende spiller.

Det har ført til muligheden for et skifte til den norske Eliteserieklub Stabæk, som indleder sæsonen i morgen hjemme på Nadderud Stadion mod Lillestrøm.

- Nikolaj har i Brentford FC udviklet sig meget og hurtigt, og han har blandt andet trænet fast med Championshiptruppen på det seneste. Det giver ham nu muligheden for et skifte, som vi ser spændende perspektiver i, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

Nikolaj Kirk har midt- og vestjyske rødder, og han har en fortid på FC Midtjyllands akademi, men nu gælder det fodbold på den øverste hylde i Norge - i første omgang på en lejeaftale frem til sommer.

- Nikolaj har gjort det rigtig flot, og det er helt fortjent, at han nu får mulighed for at udvikle sig yderligere med kampe på højeste niveau i den bedste norske liga, siger Svend Graversen.