29.09.2018, 18:54 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Noget af det flotteste meget længe

Jess Thorup var begejstret for meget lørdag eftermiddag mod Hobro IK - blandt andet genpresset i første halvleg

Mellem klokken 16.00 og 16.45 lørdag eftermiddag sad Jess Thorup på MCH Arena og nød forestillingen.

FC Midtjyllands cheftræner så noget af det bedste spil, han har set længe på hjemmebanen, og denne lørdag gik det ud over Hobro IK. 4-0 ved pausen og to mål af Tim Sparv - og hvad siger man så lige til spillerne efter sådan en omgang?

- Jamen, jeg roste spillerne, og der var meget at rose dem for. Især fungerede genpresset fremragende, og det betød, at vi holdt trykket på Hobro højt oppe på banen, sagde Jess Thorup efter 5-2 sejren foran godt 6000 tilskuere.

Undervejs var der endda råd til at trække anfører Jacob Poulsen ud af kampen, og i stedet give Superligadebut til brasilianske Evander Ferreira.

- Når man fører så stort, sker der altid noget mentalt. Selvfølgelig forsøger man at italesætte det, men som spiller gearer du automatisk lidt ned på alle områder, hvilket dog aldrig gjorde, at jeg kom i tvivl om sejren.

Noget af det sværeste er at nedbryde en organisation, som står lavt, men i første halvleg fandt hjemmeholdet rummene, og boldomgangen var rigtig fin, og der var chancer til mere end de fire mål inden pausen.

- Det var rart med et offensivt mindset, for det er det, vi gerne vil, sagde Jess Thorup, som på dagen lige havde et par ekstra roser til den dobbelte målscorer Tim Sparv.

- Hvis han vil supplere sin i forvejen store betydning for holdet ved også at være målscorer, så bliver det altså rigtig godt. Faktisk blev han jo frarøvet muligheden for et hattrick i begyndelsen af anden halvleg, da endnu en god afslutning blev reddet med armen på målstregen.