14.07.2018, 21:05 | Af: | Foto: Getty Images

Nulløsning i premieren

FC Midtjylland misbrugte et straffespark og måtte nøjes med 0-0 mod AGF

FC Midtjylland indledte titelforsvaret lørdag aften med en hjemmekamp på MCH Arena mod AGF - et opgør som sluttede 0-0 foran 7123 tilskuere.

Hos værterne satsede cheftræner Jess Thorup på velkendte navne i startopstillingen - dog var unge Rasmus Nicolaisen valgt frem for Kian Hansen, der er på vej tilbage efter en skadespause, og unge Nicolaisen leverede en flot indsats, som der også blev kvitteret for, da han blev valgt som Man of the match for hjemmeholdet.

I de første 45 minutter var det AGF, som var tættest på scoring, da Bror Blume efter 10 minutters spil hamrede bolden på undersiden af overliggeren.

Hos FCM havde Paul Onuachu et godt hovedstødsforsøg, men ellers havde hjemmeholdet vanskeligt ved at spille sig ud af gæsterne pres.

Det blev bedre efter pausen - men det førte dog ikke de store og åbne chancer med sig.

Sådan en kom der først to minutter før slutfløjtet, da AGF-anfører Pierre Kanstrup ikke kunne holde indskiftede Artem Dovbyk, og sidstnævnte kæmpede sig til et straffespark.

Normalt er det lig med scoring, når FCM-anfører Jakob Poulsen går til bolden, men for første gang nogensinde misbrugte han et straffespark i Superligaen, hvilket ikke mindst kunne forklares med en sublim redning af Jovanovic i AGF-målet.

Premierekampen blev aldrig en nydelse underholdningsmæssigt, men der manglede ikke intensitet - og begge mandskaber indledte Superliga-sæsonen med at slette nullet i stillingen.