15.10.2018, 16:21 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Ny cheftræner på græs for første gang

Forberedelserne frem mod udekampen mod FC Nordsjælland er i gang - med en ny chef i spidsen

Mandag var en speciel dag hos FC Midtjylland.

På kontoret var der nemlig et nyt ansigt på cheftrænerens plads i skikkelse af 50-årige Kenneth Andersen, som er udvalgt som afløser for Jess Thorup, der som bekendt er skiftet til K.A.A Gent i Belgien.

Efter lidt fridage på grund af landskamppausen var det atter arbejdsdag for spillerne og staben omkring holdet, og mandag formiddag var Kenneth Andersen for første gang på græs som cheftræner for FC Midtjylland.

- Det gik rigtig godt, og jeg har glædet mig til det. Det er en spændende opgave, som jeg ser frem til at løse sammen med truppen og resten af staben, men selvfølgelig er det noget andet for mig. Jeg har dog fået min nattesøvn, understreger Kenneth Andersen med et skævt smil.

Allerede tirsdag venter der en testkamp, når FC Midtjylland på træningsanlægget i Ikast møder 1. divisionsholdet fra FC Fredericia klokken 10.30, og det er et opgør, som passer Kenneth Andersen ganske glimrende.

- Dels kan spillere, som ikke er på landsholdsopgaver, få kampminutter i benene, det samme kan spillere, som har døjet med små skavanker, og for mig personligt bliver det også fint at samle indtryk via en kamp, siger Kenneth Andersen.

Efter træning og frokost bød cheftrænerens program på møder, samtaler samt planlægning af resten af ugen, og lørdag eftermiddag venter så den første Superligaopgave mod FC Nordsjælland på udebane.

 - Vi skal nok nå det, vi skal. Nu har alle haft mulighed for at nyde fridagene, så nu tager vi fat igen. Hvad jeg brugte fridagene på? Jeg flyttede til Herning med min familie ..., og spekulerede da også lidt på fodbold, erkender Kenneth Andersen.