15.11.2017, 09:32 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Ny midtjysk keeper kåret til årets spiller

Fra årsskiftet bliver amerikanske Bill Hamid en del af ulveflokken. Med sig tager han hærden som årets spiller i DC United

Ultimo oktober kunne FC Midtjylland offentliggøre købet af den 26-årige amerikanske keeper Bill Hamid. Den fysisk stærke keeper kommer til det midtjyske fra MLS-klubben DC United, som hører til i Washington DC - Hamids fødeby. Bill Hamid færdiggjorde for nyligt sæsonen i den bedste amerikanske række og blev efterfølgende kronet som sæsonens spiller i DC United.

- Jeg er meget taknemmelig for at blive kåret som sæsonens spiller i DC United. Nu ser jeg frem til at skabe gode minder og relationer, når jeg kommer til FC Midtjylland til januar, skriver Bill Hamid på Twitter.

Bill Hamid kommer til heden den 1. januar 2018, og han får en fire og et halvt år lang kontrakt i FC Midtjylland.