01.04.2019, 09:27 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

OB skal mødes af et massivt tryk fra tribunerne

Både Marc Dal Hende og Erik Sviatchenko håber på massiv opbakning på MCH Arena, når fynboerne onsdag aften kommer på besøg for at dyste om en plads i årets pokalfinale

En plads i årets pokalfinale i Parken den 17. maj.

Det er, hvad der er på spil onsdag aften, når OB kommer til MCH Arena, så kampens betydning er der ingen grund til at give kunstigt åndedræt.

Derfor håber Marc Dal Hende og Erik Sviatchenko da også på et fyldt MCH Arena, da det har stor betydning for hjemmeholdet i positiv forstand, mens det er det modsatte for gæsterne.

- Det er en sindssyg vigtig kamp, og det skal jo afgøres onsdag. Derfor håber jeg, at tilskuerne er med til at skabe et enormt tryk på OB’erne. De skal simpelthen blæses bagover af et stemningsfyldt og larmende stadion i Herning, lyder det opfordrende fra Marc Dal Hende, som understreger, at spillerne vil gøre alt, hvad de kan, nede på græsset.

- Jeg ved godt, vi er i Jylland, men ingen skal sidde på hænderne onsdag aften, for vi skal skabe en endnu vildere stemning end ellers. Vi skal i den pokalfinale, og vi skal gøre det sammen. Så mød op, lav noget larm, så der kommer maksimalt pres på OB-mandskabet, siger Marc Dal Hende.

Erik Sviatchenko er på linje med sin holdkammerat – tilskuerne kommer til at spille en rolle i et opgør, hvor der står så meget på spil.

- Det er generalprøven på den pokalfinale, vi meget gerne vil i, så lad os endelig starte rejsen med stor opbakning fra lægterne, siger den rutinerede forsvarsspiller.

Han har en stor tro på, at det lykkes FC Midtjylland, med støtte fra et medlevende stadion, at sikre sig billetten til pokalfinalen.

- Fansene kan i den grad være med til at sikre finalepladsen ved at skabe en euforisk stemning, så jeg håber virkelig på, at folk stimler sammen på MCH Arena onsdag aften, så vi kan komme et skridt nærmere en pokaltriumf, siger Erik Sviatchenko.

Opgøret mod OB fløjtes i gang onsdag aften klokken 19.30.

Køb billet til kampen her

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet