15.07.2018, 13:31 | Af: Mads Jakobsen | Foto: FC Midtjylland

Ømhed er en del af opstartstræningen

I anden del med fysisk træner Christian Clarup fortæller han om, hvad der venter spillerne, når sommerferien slutter, og fodboldstøvlerne igen skal findes frem

Da FC Midtjyllands spillere returnerede til klubben efter endt sommerferie, stødte de som noget af det første ind i Christian Clarup.

FC Midtjyllands fysiske træner var en af de sidste, de så inden ferien, og nu stod de ansigt til ansigt med ham igen.

Der ventede vejning og måling af fedtprocent – præcis som inden sommerferien – og det er alt andet end spil for galleriet.

- Vi arbejder ud fra fakta, og med vægt og fedtprocent får vi noget konkret at forholde os til, hvilket er vigtigt i forhold til tilrettelæggelse af opstartstræningen, fortæller Christian Clarup. 

Han betragter ikke sig selv som en bussemand, der står med hævet pegefinger, og faktisk er der heller ikke behov for det.

- Vi har meget få problemer i den retning. En topspiller i dag tager sig selv seriøs, for de ved, at fysikken er afgørende for at være med – specielt i en klub som vores hvor konkurrencen er benhård, siger Christian Clarup.

Noget af det første, spillerne skal igennem på banen, er den ikoniske bip-test, og det er ikke den træningsøvelse, de elsker mest – hvilket Christian Clarup er bevidst om, for hvem elsker at lave noget til udmattelse, som han siger.

- Testen giver os et billede af, hvor godt spillerne står i forhold til intervalløb, og det kan sammenholdes med de højintensive løb, som fodbold i høj grad består af.

FC Midtjylland praktiserer en spillestil, som er fysisk krævende, så det handler om at gøre spillerne klar til at tage de løb, som spillestilen kræver af dem – og bip-testen viser, hvor langt der er til målet for den enkelte.

I forhold til vinteropstarten, er sommeropstarten kort, men i år er den faktisk en smule længere end vanligt, og netop tiden er afgørende i forhold til at få spillernes fysik på plads.

- Først og fremmest skal de efter ferien vænne sig til at spille fodbold igen, kroppen skal genkende følelsen af at træne, også to gange om dagen, og det giver selvfølgelig ømhed, for den kommer hver gang, du laver noget, du ikke er vant til, fortæller FC Midtjyllands fysiske træner.

Han påpeger, at en topfodboldspiller aldrig er i dårligere form end lige efter en ferie, og ømheden har han helt styr på – den forsvinder, når kroppen igen vænner sig til den daglige træning, som han smilende siger.

- Spillernes kredsløb vænner sig lynhurtigt til træningen igen, mens senevæv og muskelvæv er lidt længere om at tilpasse sig. Derfor træner vi heller ikke sprint og spil med mange start og stop situationer i den første periode efter ferien.

Christian Clarup understreger, at han føler sig privilegeret over at arbejde med de mange topprofessionelle spillere i FC Midtjylland, og han er ikke meget for at udpege supermænd i truppen, men han går med på ”legen”, og beskriver forskellige typer af supermænd.

- Altså …, Tim Sparv er jo en supermand på den måde, at han altid løber rigtig mange meter, mens spillere som Frank Onyeka, Gustav Wikheim og Rilwan Hassan leverer mange sprintmeter på banen, siger Christian Clarup, som dog også har et bud på, i klassisk forstand, et par supermænd i FCM-truppen.

- Jamen, Bubacarr Sanneh og Mayron George er voldsomt stærke. De to splitter jo styrkelokalet fra hinanden hver dag, siger manden, der står bag FC Midtjylland-spillernes fine fysiske forfatning. 

I tredje og sidste del af serien om Christian Clarup redegør han for arbejdet med at bygge på i forvejen veltrænede fodboldspillere.

Få din egen plads, når vi skal forsvare guldet og jagte succes i Champions League.
Se alle fordele her

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox