24.12.2019, 09:46 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Oliver Olsen forlænger med fem år

Den alsidige spiller glæder sig over kontraktforlængelsen midt i en svær periode

I begyndelsen af 2018 kom der en ung mand til FC Midtjylland fra Esbjerg fB.

Oliver Olsen er navnet, og han har netop forlænget sin kontrakt med yderligere fem år, hvilket glæder sportschef Svend Graversen.

- Oliver viste et højt niveau på U19-holdet og i Youth League, så vi er meget tilfredse med, at han har underskrevet en forlængelse med os, siger Svend Graversen.

Lige nu er Oliver Olsen på vej tilbage efter en længere skadespause, men skaden betyder ingenting for FC Midtjyllands tro på Oliver Olsen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt med et langt afbræk på grund af en skade, mest af alt for Oliver, men vi tror fortsat på ham, og den nye kontrakt giver både ham og os ro til at forberede næste step i karrieren, siger Svend Graversen om en spiller, der har trænet fast med Superligaholdet siden sommeren 2018 - og som fik sin debut i december 2018.

- I Oliver har vi en alsidig spiller, som har det bedst på højre back, men han kan sagtens spille andre positioner også. Han er en meget dynamisk spiller, som rummer den power, vi gerne ser hos vores spillere, siger Svend Graversen.

19-årige Oliver Olsen betragter kontraktforlængelsen som et stort skulderklap, og han glæder sig til at vende tilbage til den normale hverdag efter den lange skadespause.

- Det er fantastisk at mærke tilliden i en svær periode med en langtidsskade, så jeg er selvfølgelig både glad og stolt, siger Oliver Olsen, som blandt andre har en Youth League-scoring mod Manchester United på sit cv.

- Det giver ro, at der nu er styr på de næste fem år, og jeg ser frem til, at jeg igen bliver i stand til at træne med, så jeg langsomt kan komme tættere på holdet i FC Midtjylland, som er et super springbræt for ens karriere, siger den unge FCM-spiller.