26.05.2017, 08:35 | Af: | Foto: Getty Images

Poulsen: Ufattelig vigtig kamp mod Lyngby

Anfører Jakob Poulsen glæder sig til den direkte bronzeduel mod Lyngby på søndag

Det er en direkte kamp om bronzemedaljerne og en plads i europæisk fodbold til næste sæson, når FC Midtjylland søndag eftermiddag tager imod Lyngby BK hjemme på MCH Arena.

- Vi glæder os. Det er en ufattelig vigtig kamp. Det gælder den direkte kvalifikation til europæisk fodbold i næste sæson, så den er meget vigtig, siger anfører Jakob Poulsen.

For FC Midtjylland er kravet klar. Det kræver nemlig en sejr, hvis ulvene skal sikre sig den afgørende tredjeplads.

- Vi skal ikke gribe kampen anderledes an, end vi plejer. Vi spiller altid for at vinde, så i starten af kampen bliver det det sammen. Så kan man sige, at hvis der hen mod slutningen af kampen står uafgjort, så skal der satses lidt ekstra, men ellers er der den store forskel, mener kaptajnen.

Han ser frem til, at der er lidt ekstra på spil i opgøret for begge mandskaber.

Print-Selv-Billetter: FC Midtjylland vs. Lyngby BK søndag den 28. maj kl. 16.00 >>

- Ligesom i semifinalen i DBU Pokalen så giver det lidt ekstra. Der er lidt ekstra nerver på, og det er tit og ofte godt. Det er med til at holde en helt skarp, siger Jakob Poulsen.

I de to seneste dueller mellem de to mandskaber er det endt uafgjort, mens Lyngby vandt sæsonens første opgør med 1-0.

- Sidst vi spillede mod dem, synes jeg, vi havde godt fat i dem. Vi havde egentlig meget godt styr på dem i store dele af kampen, men vi må også sige, at vi var ikke gode nok defensivt til at få lukket af, og samtidig brændte vi for mange chancer. Så jeg synes, det ligger til os, men man må også sige, at Lyngby lige som os er rigtig dygtige i øjeblikket, og vi er vel de to mest formstærke hold, så det bliver en spændende kamp, siger midtbanegereralen.

Der er kick-off på MCH Arena søndag klokken 16.00.

FCM vs. RFC – 26. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox