14.09.2019, 12:04 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Priske: På papiret er vi favoritter

FC Midtjyllands første opgave efter landskampspausen er en udekamp mod hjemmestærke Lyngby

Søndag eftermiddag klokken 14.00 genoptager FC Midtjylland opgaverne i 3F Superligaen efter landskampspausen, og der venter ifølge cheftræner Brian Priske en vanskelig opgave på udebane mod oprykkerne fra Lyngby.

Klubben har vundet tre af sine fire hjemmekampe indtil nu i denne sæson, så selv om FC Midtjylland på papiret er favoritter, venter Brian Priske ikke en let opgave.

- Vi tager gerne favoritrollen på os, men hvis vi skal udnytte den i praksis, kræver det en ordentlig præstation af os. Vi ved, at Lyngby er stærk på eget græs, hvor de har gjort det vanskeligt for gæsterne hver gang, så det afhænger af os - vi skal være klar og fokuserede på opgaven, siger FC Midtjylland-cheftræneren.

Han har de seneste dage arbejdet med hele truppen igen, da alle landsholdsaktuelle spillere er tilbage i det midtjyske igen, og stemningen i truppen er god, garanterer Brian Priske.

- Vi har gode resultater og præstationer med os, og den selvtillid skal vi bygge videre på i Lyngby ved at levere et stykke solidt arbejde, hvilket helt sikkert bliver nødvendigt, hvis vi skal have noget med retur til Jylland.

Brian Priske er ikke så overrasket over den fine begyndelse på sæsonen, som søndagens modstander har fået, for det er en klub med et fint ry i forhold til kvalitet.

- Historisk har Lyngby altid produceret mange fine spillere, hvilket de stadig gør, og de sender altid dygtige og kompetente spillere på banen, når de spiller i 3F Superligaen. Det er vi bevidste om, så vi bruger ressourcerne på at levere på det niveau, vi ved, der skal til for at vinde kampen, siger Brian Priske.

Opgøret på Lyngby Stadion fløjtes i gang søndag klokken 14.00.

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet