02.03.2019, 12:00 | Af: Flemming LInnebjerg | Foto: Getty Images

Priske: Vi har et godt tag på FCN på hjemmebane

FC Midtjyllands assistenttræner Brian Priske vil gerne se flot fodbold, men han vil helst have tre point

Når FC Midtjylland mandag aften tager imod FC Nordsjælland i Superligaen, er ingen i tvivl om, hvad der venter.

Nordsjællænderne har indtil nu måske ikke haft den sæson, de håbede på, men det ændrer ikke ved, at gæsterne rummer store spillemæssige kvaliteter.

- Man kan kun have respekt for den måde, FC Nordsjælland arbejder på. De udvikler hele tiden klassespillere, og det har de efterhånden gjort i ganske mange år, siger Brian Priske.

FC Midtjyllands assistentræner noterer sig dog, at FCM-mandskabet har et godt tag i mandagens modstander, og dertil skal regnes, at opgøret afvikles på midtjydernes stærke hjemmebane.

- Vi skal dog være klar til en modstander, som har pisse gode spillere, der er meget trygge i et godt koncept. FC Nordsjælland er altid et uforudsigeligt hold, og det stiller store krav til modstanderholdet, siger Brian Priske.

Han oplevede en meget stærk pre-season af FC Midtjylland-truppen, men han erkender, at der stadig er spillemæssige udfordringer.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi gerne vil spille både godt og flot, men det vigtigste er de tre point i en meget tæt række. Taber vi en eller to kampe, ser tingene pludselig helt anderledes ud, så det handler om at finde vejen til de tre point. Hver gang, siger Brian Priske, som nikker anerkendende, fordi FC Nordsjælland aldrig vakler i forhold til klubbens koncept.

Heller ikke når resultaterne udebliver.

- Det er virkelig en stor styrke hos dem, mener Brian Priske.

Opgøret mod FC Nordsjælland fløjtes i gang mandag aften klokken 19.00 på MCH Arena. 

 

 

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet