07.04.2019, 19:04 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Reaktioner: Det var ikke godt nok

Skuffelsen var enorm hos gæsterne efter Esbjerg fB's udligning til 2-2 dybt inde i overtiden

Marc Dal Hende:
- Sidst, vi var her, skete præcis det samme, og det er bare ikke godt nok.
Jeg synes egentlig, vi kom okay ud til anden halvleg, men overordnet set var det ikke godt, og vi havde ikke det rigtige mindset. Vi fik aldrig sat det ønskede tryk på Esbjerg, og de er for gode, hvis man giver dem plads og tid.
For os er det fodbold, når det er værst, for vi var ganske få sekunder fra at få en sejr og alle tre point.

Jakob Poulsen:
- Det var et ærgerligt og dumt pointtab, men omvendt havde sejren ikke været helt fortjent, hvis vi havde fået tre point.
Selvfølgelig ærgrer vi os, for vi stod jo med tre point dybt inde i overtiden, så nu er vi tvunget til at finde de point et andet sted i de resterende kampe.
Selvfølgelig kan dette pointtab blive afgørende i guldkampen, men vi stopper ikke med at spille, før sæsonen er slut.

Kenneth Andersen:
- Det var på mange måder en rodet kamp, hvor Esbjerg kom til langt flere chancer, end vi brød os om.
Omvendt havde vi også vores muligheder, et par af dem var endda store, og jeg synes også, vi havde en god optakt til kampen. Ingen af os er derfor tilfredse med resultatet og slet ikke præstationen, for vi vil gerne præstere bedre allesammen.
Hvis jeg vidste, hvad det skyldtes, havde jeg selvfølgelig rettet til.

Jesper Hansen:
Generelt var det ikke en god kamp fra vores side, og det var ikke nok, at vi ellers fik en god indledning på anden halvleg.
Det er virkelig skuffende, at vi to gange lukker dem ind i kampen igen, så det blev jo samme historie som sidst, vi var her.
Udligningen falder i en situation, hvor jeg heller ikke er tilfreds med mig selv - jeg fumler lidt for meget med tværbolden, og det er jeg selvfølgelig rigtig træt af.