17.03.2019, 20:22 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Reaktioner: Mere fight og krig end smukt spil

Kurzawa glædede sig over sin scoring i 2-1 sejren, og Erik Sviatchenko roste modstanderen fra Sønderjyske

Erik Sviatchenko: Vi spillede ikke en fantastisk kamp, så det blev mere fight og krig. Endnu engang kom vi jo bagud, og jeg var ellers lige ved at have den - desværre var jeg lidt for tung i røven, da jeg sad på græsset, siger han med et stort grin.

Sønderjyske skal også have ros, for de spillede en god kamp, og de har et anderledes udtryk, end vi er vant til.
Det blev lidt for hektisk til sidst, men på det tidspunkt havde vi haft chancerne for at lukke kampen.

Kenneth Andersen: Vi har efterhånden en del erfaring i at komme bagud, og det skal vi snart til at ændre på. Det kræver mange kræfter at komme tilbage igen, men spillerne gjorde det endnu engang i dag. Vi skal også øve os på at lukke kampene, når mulighederne er der, for ellers bliver det unødigt tæt i slutfasen. Med lidt held havde Sønderjyske jo snuppet et point i de sidste sekunder.

Jakob Poulsen: Nu ser vi frem mod en række spændende og sjove kampe, og jeg ved ikke om det bliver tæt ræs hele vejen. Hvis det står til mig, må vi da gerne overhale FCK og stikke af så hurtigt som muligt - men lad os nu se, hvordan det forløber. Jeg synes, vi står godt rustet til de kommende opgaver - dog skal vi lige blive en anelse skarpere i de afgørende sekvenser.

Rafal Kurzawa: Jeg er selvfølgelig meget glad for mit mål, men det vigtigste var sejren. Det var dejligt at spille på hjemmebanen, og holdkammeraterne gør det let at falde ind på holdet.