01.05.2017, 18:51 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Reserverne til tops med en 2-0 sejr over FCK

Et styks Kroon-kasse og en flugter fra Bruninho sender reserverne på førstepladsen

Der var vigtige point på spil i dagens reservekamp mellem FCM og FCK. Midtjyderne kunne med en sejr sparke sig op (på siden af Silkeborg IF) på en førsteplads. Og det var netop, hvad dagens udvalgte havde i sinde.

Alligevel var det gæsterne, der gennem første halvleg var mest på bolden. FCK’erne prøvede at sætte presset i siderne, men den midtjyske defensiv løste opgaven fint, og gæsterne blev ikke rigtig farlige. Men som halvlegen skred frem, fandt værterne takterne. Især Rafael van der Vaart, Mads Døhr Thychosen og Simon Kroon var aktive.

- Vi svarede godt igen og kom til flere muligheder. Især i højre side. Men for ofte manglede der folk i feltet, så vi fik ikke det optimale ud af nogle ellers fine gennembrud, sagde FCM-træner Søren Bjerg.

Derfor lignede det længe en 0-0’er i første halvleg, men kort før pausefløjt sparkede Simon Kroon hjemmeholdet i front. Den svenske kantspiller brød igennem på højre side og klaskede bolden op i det lange hjørne.

I anden halvleg tegnede det samme billede sig. Holdene var på skift meget på bolden – måske med en overvægt til FCK, men de blev aldrig rigtig farlige. Det gjorde FCM’erne til gengæld. Og efter 55 minutter på grønsværen var værterne foran 2-0.

Simon Kroon satte en mand af på kanten, driblede mod baglinjen, hvorefter han tippede den ind i feltet til en farlig Bruninho, som gjorde arbejdet færdigt med en flot flugter. Det blev samtidig kampens sidste mål, og FCM’erne kunne juble over en fortjent 2-0 sejr.

- Alt i alt var det en rigtig flot kamp af drengene. Igen i dag så vi en dejlig kombination af U17-, U19- og Superligaspillere, som alle sammen leverede en god indsats, sagde FCM-træneren.

Med de tre point ligger FCM II side om side med Silkeborg IF på en førsteplads og kan selv afgøre topplaceringen om en uge når de tager imod… Silkeborg. Der er kickoff mellem de to duellanter mandag den 8. maj klokken 17.00 på Mascot Park.

FCM II – FCK II: 2-0 (1-0)
45’ 1-0 Simon Kroon
55’ 2-0 Bruninho (Simon Kroon)

FCM II: Mikkel Andersen (43’ Andreas Raahauge), Mads Døhr Thychosen, Nicolas Madsen, Simon, Andreas Poulsen, André Rømer (45’ Victor Torp), Rafael van der Vaart (45’ Nikolaj Kirk), Mads Olesen, Gustav Wikheim (45’ Bruninho), Simon Kroon (60’ Mads Vang), Steven. 

FCM vs. RFC – 30. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox