26.03.2019, 16:41 | Af: Morten Ambo | Foto: Getty Images

RL: Drømmemål da Midtjylland blæste EfB omkuld

Cajuste og Onyeka scorede spektakulære mål i 4-0-sejren over Esbjerg fB, hvor Nattestad og Hassan også kom på måltavlen

Trods landsholdspause var FC Midtjylland i dag i aktion på den jyske vestkyst, hvor Esbjerg fB bød op til dans i Reserveligaens pulje 3. Dagens kamp var blot Midtjyllands anden i forårets udgave af Reserveligaen, men samtidig det andet møde med de blå og hvidstribede esbjergensere, som tilbage i februar vandt 3-1 på en regnvåd bane i Vildbjerg. Udover Esbjerg og Midtjylland tæller puljen ligeledes Superligakollegerne OB, SønderjyskE og Vejle Boldklub.

Opgøret blev spillet på hybridbanen bag Blue Water Arena og begge mandskaber havde flere Superliga-profiler med fra start, mens Midtjylland også havde fundet plads til Junior Brumado og Sonni Nattestad fra FC Fredericia i startopstillingen.

Kampens helt store højdepunkt indtræf allerede efter ti minutter af første halvleg, da Jens-Lys Cajuste trak ind fra sin wing-back og kanonerede bolden helt op i målhjørnet. Et sandt drømmemål fra den 19-årige svensker.

Efter pausen udbyggede Sonni Nattestad føringen efter et hjørnespark og kort efter gjorde Frank Onyeka det til 3-0, da han på ekvilibristisk, og nærmest Zlatansk, manér scorede med ydersiden. 

Rilwan Hassan, der blev skiftet ind i pausen i stedet for Gustav Wikheim, lukkede og slukkede med sin scoring til 4-0, hvor han tæmmede en aflevering fra Okosun i feltet og sikkert sendte den i netmaskerne.

- Vi kontrollede kampen fra start til slut. Vi giver ikke mere end et par chancer væk over 90 minutter og så skaber vi den ene store chance efter den anden i modsatte ende, fortæller assistenttræner Kristian Bach Bak og fortsætter. 

- Der skal lyde en stor cadeau til holdet i dag. De formår at ligge et konstant pres på Esbjerg og hænger godt sammen som en enhed. Et gennemgående, flot pres fra de tre forreste, giver vores centrale midtbane gode arbejdsvilkår og de kvitterer ved at folde sig ud. Det samme kan jeg sige om vores wingbacks, som konstant tog del i det offensive spil og bagkæden der lukkede af . 

- Det er de dyder vi vil se og når de så krydres med vilde mål, er det svært ikke at være ovenud tilfreds. 

Kampfakta
Reserveliga: Esbjerg fB-FC Midtjylland 0-4 (0-1)

0-1: Jens-Lys Cajuste
0-2: Sonni Nattestad
0-3: Frank Onyeka
0-4: Rilwan Hassan

FC Midtjyllands startopstilling
Mikkel Andersen, Izunna Uzochukwu, Manjrekar James, Sonni Nattestad, Mads Døhr Thychosen, Frank Onyeka, Ayo Okosun, Jens-Lys Cajuste, Bozhidar Kraev, Junior Brumado, Gustav Wikheim

Bænken
Valdemar Birksø, Oscar Bloch, Lukas Giessing, Rilwan Hassan, Casper Tengstedt, Jibril Abubakar.  

Esbjerg fB’s startopstilling
Lasse Mikkelsen, Noah Nurmi, Markus Halsti, William Møller, Klaus Moesgaard, Simon Bækgård, Mads Larsen, Mark Brink, Adnane Tighadouini, Brent McGrath, Adrian Petre.

Bænken
Mads Kikkenborg, Emil Ankersen, Tobias Stagaard, Mathias Holm, Patrick Egelund, Rasmus Reinhold 

Næste kamp i Reserveligaen er mod OB mandag den 8. april kl. 14:30. Du kan se den samlede stilling og det fulde kampprogram her:

Reserveliga, pulje 3

Husk at du kan få fast plads til alle kampe i Mesterskabsspillet fra kun 500,-
Køb Mesterskabspakken her

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet