03.12.2018, 16:19 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Getty Images

RL: FCM nedlagde stærkt AaB-mandskab

FC Midtjylland sejrede 2-0 mod AaB, der havde flere Superliga-profiler i startopstillingen

AaB toppede Reserveligaens gruppe 4 med 12 point for fem kampe før dagens opgør i Ikast. Nordjyderne havde blot lukket to mål ind i de hidtidige fem kampe, men det skulle ændre sig.  

AaB stillede til start med Superliga-profiler, heriblandt Rasmus Würtz, Kasper Risgaard, Frederik Børsting, Jakob Blåbjerg, Philipp Ochs og Patrick Kristensen. 

De rød og hvidstribede kom også bedst fra start, da Wessam Abou Ali vandt en duel ved baglinjen og sendte bolden hårdt ind foran Mikkel Andersens mål, men FCM-forsvaret fik clearet i sidste øjeblik.  

Herefter vendte kampbilledet og FCM-offensiven stemplede ind. Efter 12 minutter brød Onyeka igennem i højresiden og blot få centimeter adskilte nigerianerens skarpe indlæg fra en fremadstormende Kraev midt for mål. Få minutter senere var unge Oliver Sørensen på spil, men hans afslutning fra distancen blev parreret af Michael Lansing i AaB-buret. 

Der var optræk til en scoring på Ikast Stadion og efter godt 25 minutter faldt målet til 1-0. Alexander Munksgaard sendte et hårdt indlæg mod Mayron George, men den store angriber kunne akkurat ikke nå frem til kuglen, som i stedet endte hos U19-spilleren Nikolas Dyhr, som resolut sparkede den i mål. 

Kort efter var Mayron George tæt på at fordoble den midtjyske føring. Onyeka sendte costaricaneren i dybden, men AaB-forsvaret fik blokeret afslutningen med en glidende tackling i sidste øjeblik. 

FC Midtjylland benyttede pausen til at foretage to udskiftninger. De to akademi-spillere Jibril Abubakar og Sunday Odeh erstattede Mayron George og Rasmus Nicolaisen, hvilket betød at 18-årige Nicolas Madsen overtog anførerbindet fra sidstnævnte.

Anden halvleg var blot få minutter gammel, da Bozhidar Kraev udbyggede føringen med en fantastisk timet flugter uden chance for Michael Lansing.

AaB fik etableret et pres i slutminutterne, men det resulterede ikke i store chancer og dermed sætter FC Midtjylland tre point ind på kontoen. Sejren betyder, at FC Midtjylland slutter på andenpladsen med ti point for seks kampe.

FC Midtjyllands startopstilling
Mikkel Andersen, Frederik Brandhof, Japhet Larsen, Rasmus Nicolaisen, Nicolas Madsen, Oliver Sørensen, Alexander Munksgaard, Nikolas Dyhr, Frank Onyeka, Mayron George, Bozhidar Kraev. 

Udskiftninger
45’: Sunday Odeh for Rasmus Nicolaisen 
45’: Jibril Abubakar for Mayron George
60’: Gustav Isaksen for Frank Onyeka
60’: Lukas Giessing for Alexander Munksgaard 
80’: Jonathan Bagger for Nikolas Dyhr