08.04.2019, 17:15 | Af: FC Midtjylland | Foto: FC Midtjylland

RL: OB nedlagt i Vildbjerg

FC Midtjyllands reserver nedlagde OB’s ditto med 1-0 efter en flot anden halvleg, hvor træværket stod i vejen to gange

Reserveliga: FC Midtjylland-OB 1-0 (0-0) 

Vildbjerg Stadion dannede rammen om eftermiddagens opgør mod OB i Reserveligaens gruppe 3 og de fremmødte tilskuere kunne spotte flere Superliga-spillere på begge mandskaber. Midtjylland startede således opgøret med blandt andre Tim Sparv og Rilwan Hassan, mens fynboerne havde spillere som Alexander Ludvig, Janus Drachmann og Nicklas Helenius på holdkortet. 

Hjemmeholdet som satte sig på spillet fra første fløjt og der skulle blot gå ti minutter før det brændte på i OB-defensiven. Kraev satte i spurt langs højre siden og med et fladt indlæg fandt bulgareren Hassan, der måtte se sin afslutning blokeret af en glidende tackling. Få minutter senere brød Thychosen igennem og denne gang var Okosun tæt på at sende bolden i netmaskerne.

Første halvlegs mest spektakulære øjeblik stod Thychosen for, da han på fremragende vis lagde bolden op til sig selv og trykkede af fra distancen. Afslutningen tvang Oliver Christensen ud i en flyvende redning, men tættere kom ingen af mandskaberne på et føringsmål før pausen. 

Anden halvleg var blot få sekunder gammel, da OB måtte have hjælp fra overliggeren. Efter en hurtig Midtjylland-omstilling endte bolden hos Hassan, der fra feltkanten udplacerede OB-keeperen, men måtte se stangen afværge. Samme held havde fynboerne ikke få minutter senere, da Ayo Okosun fulgte op på Brumados afslutning. Brasilianerens skud blev blokeret af en forsvarsspiller, hvorefter Okosun var først over returen, som han resolut sendte i det lange hjørne. 

Efter 55 minutters spil var Brumado tæt på at fordoble føringen, men stolpen reddede afslutningen. Chancen opstod efter en dyb pasning fra Hassan, hvor Brumado rundede en fremadstormende Oliver Christensen, men afslutningen manglede den sidste præcision. 

Sidst i opgøret blev OB’s Nicklas Helenius præsenteret for et røde kort efter en batalje med kampens dommer.  

- Efter en rodet første halvleg, med for mange lange bolde, synes jeg, vi løfter niveauet efter pausen. Vi finder mellemrummene på OB’s halvdel og skaber to kæmpe chancer og scorer et flot mål, fortæller Kristian Back Bak og roser spillernes indstilling: 

- Det var tydeligt at se på spillerne, at de ville det i dag. Det ville vinde og det er den mentalitet vi skal have hver gang vi tager trøjen på.

Næste kamp i Reserveligaen er på udebane mod SønderjyskE tirsdag den 23. april kl. 13:00. Du kan se den samlede stilling og det fulde kampprogram her:

Reserveligaen, gruppe 3

FC Midtjyllands startopstilling
Mikkel Andersen, Manjrekar James, Rasmus Nicolaisen, Jens-Lys Cajuste, Mads Døhr Thychosen, Ayo Okosun, Tim Sparv, Michael Baidoo, Bozhidar Kraev, Junior Brumado, Rilwan Hassan.

Bænken
Oliver Ottesen, Hanus Sørensen (U19), Jonathan Bagger (U19), Pyry Hannola (U19), Lukas Giessing (U19), Emil Sand (U19)

OB’s trup
Hans Christian Bernat, Alexander Ludwig, Janus Drachmann, Nicklas Helenius, Julius Eskesen, Mathias Greve, Yao, Oliver Christensen, Mads Frøkjær, Oliver Skolnik, Mikkel Michelsen, Anders Klynge, Valdemar Kwasniak, Jonas Skytte, Peter Clement, Anton Pedersen, Daniel Obbekjær.