10.09.2019, 15:30 | Af: | Foto: FC Midtjylland

RL: Sikker sejr i Esbjerg

Der var aldrig tvivl om udfaldet i dagens opgør i Reserveligaen, hvor Esbjerg blev besejret 3-1 på eget græs - Marcondes med mål og to assists

Emiliano Marcondes fik sin uofficielle debut på hybridbanen ved Blue Water Arena, da vi slog Esbjerg i Reserveligaen. Med i startopstillingen var også Marc Dal Hende og begge spillede en stor rolle i kampen med både mål og assists. 

Fra første fløjt greb et offensivt midtjysk mandskab taktstokken og satte Esbjerg under et tungt pres og efter 17 minutter faldt opgørets første scoring. Dal Hende servede flot bolden i feltet og midt for mål dukkede Marcondes op og stangede kuglen sikkert i nettet. 

Ti minutter senere blev føringen fordoblet. Denne gang med Marcondes i oplæggerens rolle, da han sendte et hjørnespark i feltet, som Rasmus Nicolaisen – der i dagens opgør bar anførerbindet - headede ind bag en sagesløs Mathias Rosenørn i Esbjerg-buret.

Kampbilledet var meget ensidigt og foregik for det meste på hjemmeholdets banehalvdel – der måtte vente over en halv time på deres første afslutning – og der var optræk til flere scoringer, men det forblev ved 0-2 til pausen. 

Til anden halvleg erstattede Hanus Sørensen Manjrekar James – en udskiftning der samtidig rykkede Søren Reese ind i det centrale forsvar.

Kampbilledet var en smule mere jævnbyrdigt fra anden halvlegs start, men efter en time smækkede Marcondes endnu et hjørnespark i feltet og denne gang oversprang Dal Hende venner og fjender i det bagerste rum og headede bolden i det fjerneste hjørne.

I den sidste halvdel af anden halvleg blev Justice Ohajunwa, Tobias Damtoft, John Ndjate og Anders Kaiser sendt i aktion på bekostninger af henholdsvis Aral Simsir, målmagerne Marc Dal Hende og Emiliano Marcondes, samt en storspillende Nicolas Madsen på den centrale midtbane.

Kort før tid pyntede Esbjerg på stillingen efter et straffespark, der i samme omgang sendte Søren Reese i bad før holdkammeraterne. Reduceringen skabte dog ikke uro og i slutminutterne var Brumado tæt på at sende bolden i nettet, da han brød alene igennen, men det sluttede med en sejr på 3-1.

Kampfakta
Reserveliga: Esbjerg fB - FC Midtjylland 1-3 (0-2) 

17’ 0-1: Emiliano Marcondes (assist: Marc Dal Hende)
26’ 0-2: Rasmus Nicolaisen (assist: Emiliano Marcondes)
61’ 0-3: Marc Dal Hende (assist: Emiliano Marcondes)
89’ 1-3: EfB på straffespark

FC Midtjyllands startopstilling
Oliver Ottesen, Søren Reese, Manjrekar James, Rasmus Nicolaisen, Marc Dal Hende, Nicolas Madsen, Antonis Martis, Aral Simsir, Emiliano Marcondes, Paulinho, Junior Brumado. 

Bænken
Valdemar Birksø, John Ndjate, Anders Kaiser, Hanus Sørensen, Tobias Damtoft, Justice Ohajunwa. 

Esbjergs trup 
Mathias Rosenørn, Mads Kikkenborg, Simon Bækgård, Mark Brink, Viktor Tranberg, Mathias Kristensen, Jeppe Brinch, Patrick Egelund, Mads Larsen, Yuri Yakovenko, Nicklas Røjkjær, Denis Catovic, Rasmus Rejnhold, Tobias Stagaard, Emil Ankersen, Jeppe Paulsen, Marcus Hansen. 

Udover Esbjerg møder vi Viborg FF og Silkeborg IF i efterårets Reserveliga, og kampprogrammet ser foreløbigt således ud: 
16.09.19 kl. 14:00: FC Midtjylland – Viborg FF på Ikast Stadion
19.11.19 kl. 14:00: FC Midtjylland – Silkeborg IF på Ikast Stadion
02.12.19 kl. 14:00: Silkeborg IF - FC Midtjylland på JYSK Park

Kamptidspunkterne kan ændres i løbet af efteråret, men du kan altid holde dig opdateret på DBU's hjemmeside:

Reserveligaen, pulje 3

 

 

 

FCM vs. OB – 29. sep.

Køb billet