23.09.2018, 14:05 | Af: Nicolai Dupont | Foto: Getty Images

Rødt kort i uforløst SønderjyskE-opgør

Erik Sviatchenko blev udvist halvvejs i første halvleg i Haderslev.

Det var to formstærke hold, der gik på banen på Sydbank Park i Haderslev søndag eftermiddag.

Hjemmeholdet fra SønderjyskE havde en 4-2 sejr på Brøndby Stadion frisk i erindringen, mens FC Midtjylland slog FC Købehavn med 3-1 i sidste weekend. 

FC Midtjylland kom bedst fra start og havde flere gode muligheder i løbet af de første minutter. Blandt andet kom Mabil først på et indlæg fra Wikheim, men skuddet blev reddet af Mielitz i målet. 

Et kvarter senere var Dal Hende tæt på, da han kanonerede bolden mod mål inde i feltet. Desværre for både ham og nok også SønderjyskE’s Marc Pedersen, så blokkerede SønderjyskEspilleren skuddet med de ædlere dele. Det så ud til at gøre avs.

Efter 26 minutter stak det pludselig helt af. En SønderjyskE-kontra stoppes af Erik Sviatchenko, der glider hårdt ind i Marcel Rømer. FCM-spilleren får direkte rødt kort af dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt for en farlig tackling. 

Efter pausen var det især det decimerede FC Midtjylland-mandskab, der satte tempo på. Det gav flere store chancer til gæsterne, der dog ikke fik udbytte af chancerne. 

SønderjyskE fik langsomt bidt sig ind i kampen igen og kom også frem til flere chancer. Især hovedstød, der dog ikke ramte målet.

Efter en times spil sparkede Alexander Bah fladt på mål lige uden for feltet, og kun en superredning fra Jesper Hansen forhindrede en scoring. 

Anden halvleg bølgede meget frem og tilbage og var præget af mange dueller.

FCM kom dog frem til flest chancer. Blandt andet var Tim Sparv tæt på at score med en helflugter, det fløj lige over overliggeren.

Også Dal Hende havde flere gode afslutninger, der var gået ind på en god dag.

Det blev dog ikke til scoringer i opgøret, og begge hold må derfor nøjes med det ene point.