23.06.2018, 17:04 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Sejr i første test

Ulvekrigerne tog sejren i sæsonens første træningskamp mod AGF i Aarhus

AGF-FCM 1-3 (1-0)

Efter tre sommerkampe tog FC Midtjylland i dag hul på forberedelserne til den kommende sæson med en træningskamp mod Superliga-rivalerne fra AGF i Ceres Park. Cheftræner Jess Thorup havde rystet posen og flere profiler, heriblandt Jesper Hansen, Erik Sviatchenko og Tim Sparv, var udeladt i kamptruppen.

Kampens indledningen bar præg af, at det var to hold der har været på sommerferie, men det var århusianerne som indledte bedst. Allerede efter fem minutter måtte Hamid hente bolden ud af nettet, da Kasper Junker var skarpest efter et hjørnespark.

De hvidklædte truede det midtjyske mål ved flere lejligheder, men som halvlegen skred frem kom FC Midtjylland bedre med i kampen. Det blev dog ikke til de store chancer før pausen, som trænerstaben benyttede til at skifte alle markspillere.

AGF kom endnu engang bedst ud, men efter 66 minutter kom der balance på måltavlen. Australske Mabil hamrede bolden i nettaget efter en skarpt indlæg af Victor Dawa. Scoringen gav momentum og blot to minutter senere sparkede Korcsmár Ulvene i front efter et hjørnespark. På det efterfølgende angreb udbyggede Simon Kroon føringen til 1-3, hvorefter kampen åbnede op og der opstod store chancer i begge ender. Bill Hamid diskede op med to pragtredninger, hvor han dirigerede bolden på træværket og dermed undgik yderligere spænding om resultatet. 

FC Midtjyllands opstilling i 1. halvleg
B. Hamid - F. Brandhof, N. Madsen, R. Nicolaisen - M. Døhr, M. Dahl Hende, B. Kraev, J. Drachman - C. Tue, G. Wikheim, J. Abubakar

FC Midtjyllands opstilling i 2. halvleg
B. Hamid - Z. Korcsmar, S. Odeh, O. Olsen - A. Munksgård, V. Dawa, A. Mabil, J. Poulsen - M.Duelund, A. Dovbyk, S. Kroon