02.02.2017, 17:25 | Af: | Foto: Getty Images

Skive besejret i sidste danske test

Mikkel Duelund dobbelt målscorer i midtjysk storsejr

Det er med et godt afsæt, at FC Midtjylland på søndag drager til Dubai på træningslejr. I eftermiddagens testkamp blev det til en sikker sejr på 4-1 over Skive IK fra 1. division.

Selv om det var en kamp, der bød på mange chancer, skulle man frem til fem minutter før pausen, inden der kom hul på bylden. På straffespark gjorde anfører Jakob Poulsen det sikkert til 1-0. Det var Gustav Wikheim, der havde fremtvunget straffesparket, da han blev revet omkuld i det kriminelle felt.

Forinden havde Skive faktisk haft samme mulighed, efter at den udlejede FC Midtjylland-angriber Jakup Thomsen blev ulovlig nedlagt af Kian Hansen allerede efter 11 minutter, men skibonitterne misbrugte den store mulighed og sendte afslutningen langt over Johan Dahlins mål.

Mens målene lod vente på sig i første halvleg, så skulle hjemmeholdet kunne bruge seks minutter af anden halvleg på at fordoble føringen. Rilwan Hassan brød igennem i højre side, og hans flade indlæg kunne Skive-keeperen kun halvklare, og på returen var Mikkel Duelund hurtigst og kunne sende kuglen i nettet.

Det lignede en afgørelse, men seks minutter senere havde gæsterne reduceret. En farlig tværbold fra Kian Hansen blev opsnappet, og så blev Jesper Henriksen spillet fri i feltet, og alene med indskiftede Andreas Raahauge, der fik anden halvleg på mål, gjorde han det sikkert til 2-1.

Herefter fulgte en række flotte FCM-angreb. Midtvejs i anden halvleg havde de fleste nok set Jonas Borring udbygge føring efter et mønsterangreb, hvor unge Mikael Anderson efter et flot drev med bolden tog Rasmus Nissen med på fløjen. Her serverede Brande-knægten en sukkerbold til Borring, som afsluttede første gang, men Skive-keeperen fik på stregen forhindret udbygningen. Få minutter senere var NK igen på spil i højresiden og fandt Onuachu med et nyt, fladt indlæg, men angriberen manglede den sidste præcision i sin afslutning.

Flere gode angreb fulgte, og med godt ti minutter igen sendte Mikael Anderson en følt inderside på stolpen. Den unge kantspiller tog dog revanche fire minutter senere, da han kunne afsluttte et mønstreangreb, der begyndte med en flot aflevering fra Kristian Riis frem til Rasmus NK, der tog bolden ned og sendte den indover til Anderson, der ikke svigtede.

To minutter før slutfløjt blev Mikkel Duelund dobbelt målscorer, da han sendte et frispark fra kanten af feltet forbi muren og ind til 4-1. Eftermiddagens opgør var den sidste testkamp på dansk grund. Nu venter tre kampe i Dubai, inden Alka Superligaen skydes i gang på hjemmebane i det midtjyske derby mod Viborg FF den 19. februar.

Kampfakta:

Træningskamp, Ikast Stadion
FC Midtjylland – Skive IK 4-1 (1-0)
41’ Jakob Poulsen 1-0 (straffespark)
51’ Mikkel Duelund 2-0
57’ Jesper Henriksen 2-1
83’ Mikael Anderson 3-1
88’ Mikkel Duelund 4-1

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM (4-1-4-1):
Johan Dahlin (46’ Andreas Raahauge) - Rasmus Nissen, Kristian Riis, Kian Hansen (60 Rasmus Nicolaisen), Filip Novak (46’ Babajide David) - Gustav Wikheim (60’ Mikael Anderson), Jakob Poulsen (46’ Rafael van der Vaart), André Rømer, Mikkel Duelund, Rilwan Hassan (60’ Jonas Borring), Paul Onuachu (77’ Gloire Rutikanga)

FCM vs. RFC – 30. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox