30.01.2020, 15:54 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Smalt nederlag til ungt FCM-mandskab

FC Fredericia vandt med 1-0 på Ikast Stadion, hvor værterne havde to forsøg på overliggeren

En stribe prominente navne som Jesper Hansen, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Joel Andersson, Tim Sparv, Awer Mabil, Evander, Anders Dreyer og Lasse Vibe var ikke med, da FC Midtjylland torsdag eftermiddag spillede testkamp mod FC Fredericia fra toppen af 1. division.

Opgøret blev spillet på Ikast Stadion, hvor det endte med en FC Fredericia-sejr på 1-0.

Værterne indledte kampen med Oliver Ottesen på mål, foran ham et forsvar med Tobias Damtoft, Raphael Onyedika, Rasmus Nicolaisen, Nikolas Dyhr, en midtbane med Gustav Isaksen, Frank Onyeka, Nicolas Madsen, Mikael Anderson og Aral Simsir, mens Junior Brumado huserede helt på top.

De første 45 minutter blev ikke, set ud fra et underholdningsmæssigt synspunkt, noget uforglemmeligt, hvis man ser bort fra en scoring af Mikael Anderson, som blev annulleret for offside.

Der blev også delt en lille håndfuld advarsler ud inden pausen, og lidt underholdende blev det lige inden pausen, hvor FC Fredericia skaffede sig et par gode muligheder efter hjørnespark.

Pausestillingen 0-0 var ikke misvisende i forhold til det, der skete på banen, men indledningen på anden halvleg blev bedre.

Først forsøgte Mikael Anderson sig med et langskud, kort efter viste Oliver Ottesen klassen, da han klarede et godt forsøg fra gæsterne, inden værternes Gustav Isaksen gav en lille smagsprøve på, hvad offensivspilleren rummer af kvalitet - efter en sublim solotur bragede han bolden på overliggeren.

FC Fredericias modsvar var effektivt, da de fangede FCM-mandskabet højt på banen, og gæsterne afsluttede omstillingen med en kynisk scoring til 1-0.

FCM-mandskabet fik endnu et forsøg på overliggeren - denne gang med Mads Hansen som afsender - og Oliver Sørensen forsøgte sig ligeledes med en knastør afslutning, som dog blev klaret.

I de sidste 45 minutter spillede FC Midtjylland med et meget ungt mandskab - blandt andre kom Frederik Heiselberg, Victor Lind, Hosine Bility samt Hanus Sørensen på banen - og kvartetten fik mulighed for at snuse lidt til seniorfodbold på øverste niveau.

Trods nederlaget til et godt Fredericia-mandskab leverede det unge FCM-mandskab en fin præstation, og der blev hentet brugbar erfaring.

 

 

FCM vs. SJE – 2. mar.

Køb billet