04.11.2018, 09:45 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Speciel kamp venter Esbjerg-kaptajnen

Markus Halsti har mange positive minder fra sin tid i FC Midtjylland

Der er en stor portion finsk sisu i spidsen for en af Superligaens store, positive overraskelser i denne sæson.

Esbjerg fB, oprykkerne som lige nu indtager Superligaens tredjeplads, har valgt den tidligere FC Midtjylland-spiller Markus Halsti som anfører i denne sæson, og selv om det søndag aften er andet møde med de tidligere holdkammerater i FC Midtjylland, ser Markus Halsti frem til kampen på Blue Water Arena.

Det første opgør i tredje spillerunde endte med en 3-1 sejr til FC Midtjylland på MCH Arena, men denne gang spilles kampen på Markus Halstis nye hjemmebane, og til forskel fra det første indbyrdes opgør er Esbjerg fB denne gang med i toppen af landets bedste række.

- Vi går helt sikkert efter sejren, men vi er også bevidste om, at vi skal levere sæsonens bedste præstation, hvis vi skal stå med tre point efter sidste fløjt. FC Midtjylland er Superligaens bedste hold, hvilket klubbens seneste to sejre over henholdsvis Brøndby IF og FC København understreger, siger Esbjerg fB's 34-årige anfører.

Det er cirka fire måneder siden, han var en del af truppen i FC Midtjylland, så det der med at kigge på sin tidligere klub udefra, er stadig for tidligt, mener den finske forsvarsspiller, og han understreger, at hans følelser for og syn på FC Midtjylland ikke har ændret sig.

- Langt det meste er positivt, når jeg tænker på FC Midtjylland. Jeg lærte, selv om jeg ikke er ung længere, rigtig meget i klubben, og jeg fik fantastiske venskaber i løbet af mine to sæsoner i klubben. Jeg husker det som en dejlig tid, siger Markus Halsti.

Da han i sommeren 2018 skiftede til Esbjerg fB var det uden det store kendskab til sydvestjyderne, men der er lighedspunkter mellem klubberne, mener han.

- I Esbjerg arbejder de også med en filosofi, hvor de unge får muligheder for at spille på klubbens bedste hold. Jeg ved godt, at de har akademiet i FC Midtjylland, men i Esbjerg har vi lige nu fire-fem helt unge spillere i startopstillingen, og det er spændende at være en rutineret del af den proces.

Da det stod klart, at den tidligere HJK Helsinki-, Malmø FF- og DC United-spiller ikke fik sin kontrakt forlænget hos midtjyderne, var han hurtigt bevidst om, at der var mere Superliga-fodbold i ham - hvilket blev vekslet til en etårig aftale på den danske vestkyst.

Han har i denne sæson spillet fuld tid i alle Esbjerg fB's Superliga-kampe, hver gang med anførerbindet på sin ene arm, og dermed har Halsti i den grad en rolle i oprykkerklubbens fine serie i landets bedste række

- Selvfølgelig er presset i Esbjerg ikke lige så voldsomt som i FC Midtjylland, hvor der forventes sejr i hver eneste kamp, men lige nu er selvtilliden stor hos os, og vi er på hjemmebane, siger Markus Halsti, som er klar over, at Esbjerg-defensiven kommer under maksimalt pres søndag aften.

- Det gør vi helt sikkert, og fejler vi, er kvaliteten hos FC Midtjylland så stor, at de straffer os, men vi tager imod dem med troen på, at vi kan vinde, slår Markus Halsti fast, inden han ærgrer sig lidt over, at han ikke skal møde sin landsmand Tim Sparv, som er ude med en skade.

Til gengæld er mange andre af søndagens gæster på Blue Water Arena gode venner af Esbjerg-kaptajnen - hvilket dog er parkeret i to gange 45 minutter, som Markus Halsti siger med et stille grin.