28.04.2019, 10:10 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Spiller uden hæmninger igen

22-årige Rasmus Nicolaisen er tilbage på banen uden at mærke noget til sine knæproblemer

Trods sine kun 22 år har Rasmus Nicolaisen allerede haft sin ration af skadespauser.

En medfødt knæskade sætter ham med mellemrum ud af spillet, men lige nu er den stærke forsvarsspiller inde i en god periode igen efter en tid med store mentale op- og nedture.

- Jeg er meget glad for at være fit for fight, for på den måde kan jeg konkurrere på lige vilkår med mine holdkammerater, siger Rasmus Nicolaisen.

Han er på den anden side af en periode, hvor det sorte hul en overgang var dybere end nogensinde før.

- Der har været mange bekymringer, det erkender jeg gerne, og den ene uge lignede det en ny operation, hvilket virkelig var en hård en for mig, men kort efter var der så optur, fordi jeg kunne blive klar på anden vis, fortæller en smilende Rasmus Nicolaisen.

Knæet har det fint, og forsvarsspilleren mærker intet til de problemer, som tidligere har givet ham lange og ufrivillige pauser.

- Det hjalp med ro, og så arbejder jeg hele tiden på at bygge muskelmassen omkring knæet op. Når jeg kender til smerterne, er jeg selvfølgelig ekstra opmærksom, men lige nu er det perfekt, og sådan må det gerne blive ved med at være, som han siger, inden han hurtigt tilføjer:

- Gerne i flere år.

Rasmus Nicolaisen har som venstrebenet midterforsvarer længe været spået en stor karriere – han er fysisk stærk, kompromisløs i duelspillet, og så scorer han mål.
Det sidste er måske et levn fra tiden som angriber i barndomsklubben Aulum IF, og i dag står han noteret for 27 kampe i FC Midtjylland, hvilket har kastet fem scoringer af sig.
Ikke mindst i efteråret 2018 spillede Rasmus Nicolaisen flere overbevisende kampe i det centrale forsvar.

- Det er fantastisk, at jeg igen spiller helt uden hæmninger. Jeg kan spille frit, og jeg føler mig i rigtig god form, så nu handler det om at gøre det, der skal til for at holde mig på dette niveau. Samt naturligvis banke under bordet, sige 7-9-13 og alt det der, som Rasmus Nicolaisen siger med et skævt smil.