27.05.2019, 14:32 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Spillere og trænerstab nyder en velfortjent ferie

FC Midtjylland indleder den nye sæson med første træningsdag den 17. juni - og der venter en træningslejr i Polen i den første uge af juli

FC Midtjylland rundede sæsonen af i lørdags med en hjemmekamp mod Esbjerg fB på MCH Arena, og efter opgøret var der præmieoverrækkelse af både sølv- og bronzemedaljer, da Esbjerg fB med 2-1 sejren sikrede sig tredjepladsen i Superligaen.

Efter seancen på banen samlede FC Midtjylland-truppen og staben sig i loungen, hvor der blandt andet var spisning, socialt samvær samt ikke mindst uddeling af priser.

Topscorer-prisen tog Paul Onuachu sig af, Evander blev kåret som årets fund, mens Erik Sviatchenko blev kåret som årets spiller efter en sæson, som gav sikre sølvmedaljer og den længede ventede pokaltitel.

Nu er den fortjente ferie så i gang for spillere og staben omkring holdet, og de har tre uger til at hente ny energi, inden de igen samles mandag den 17. juni, hvor der traditionen tro indledes med tests af spillernes fysiske formåen.

I den første træningsuge skal spillerne torsdag den 20. juni ud i landet for at træne ungdomsspillere i en række af FC Midtjyllands samarbejdsklubber, og det er en dag, som har stor værdi for såvel samarbejdsklubber som FC Midtjylland.

Fredag den 28. juni venter den første træningskamp, og det bliver en gentagelse af sæsonens sidste kamp, da FCM-mandskabet møder Esbjerg fB i Gauerslund - opgøret fløjtes i gang klokken 18.00.

Søndag den 30. juni rejser FC Midtjylland på træningslejr, og i år er destinationen Poznan i Polen, og her venter der blandt andet træningskampe mod hollandske Vitesse Arnhem og Lech Poznan fra Polen.

Søndag den 7. juli returnerer FCM-truppen igen til Danmark, og så er der en uges tid til at finpudse de sidste detaljer, inden en ny sæson fløjtes i gang.

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet