18.05.2019, 15:48 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Spillerne grinede af fyrværkeri-chikane

Kenneth Andersen jublede fredag over sin første titel som cheftræner i FC Midtjylland - dagen derpå kalder han ydmygt pokalsejren for en rar fornemmelse for hele klubben

Det var ubetinget Kenneth Andersens største kamp som cheftræner i FC Midtjylland.

I en fyldt og stemningsfyldt Parken var Brøndby IF modstanderen i årets pokalfinale, og efter et intenst og langvarigt drama endte det hele med forløsende jubel for Kenneth Andersen og resten af klubben, da Alexander Scholz var kold som jordbæris med det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen.

Efter fire forgæves forsøg lykkedes det endelig FC Midtjylland at sikre sig pokaltitlen, og Kenneth Andersen fik da heller ikke sovet ret mange timer efter pokaltriumfen, da han sammen med holdet, familien og staben fejrede sejren.

- Jeg vågnede dog med en rar fornemmelse, for jeg ved, hvor meget den her sejr betyder for alle i FC Midtjylland, konstaterer han roligt.

Han har genset pokalfinalen i brudstykker, og ud fra det, kalder han sejren fortjent, selv om den kom efter en straffesparkskonkurrence.

- Vurderet ud fra kampens største chancer, så fortjente vi at vinde i den ordinære spilletid. I den forlængede spilletid var der ikke så mange chancer - det var som om, at begge hold passede lidt ekstra på sig selv i den fase, mener Kenneth Andersen, som understreger, at FC Midtjylland naturligvis fokuserer på at afslutte Superligasæsonen på anstændig vis.

- Det skylder vi os selv og de øvrige hold, og jeg ved, at vores spillere er meget bevidste om det. Det handler om ære og forpligtelse.

Han erkender dog også, at der til mandagens udekamp mod Brøndby IF skal kigges på spillernes tilstand efter en hård finale og 120 minutters fodbold.

- Det var en krævende finale med mange dueller, så nu danner vi os lige et overblik over tilstanden i truppen, og så sætter vi et slagkraftigt hold sammen til mandagens kamp. Vi har en bred og stærk trup, og der opstår altid muligheder for, at nye folk kan vise sig frem, så det er jeg helt tryg ved, siger Kenneth Andersen, som havde en lidt anderledes opladning til pokalfinalen.

FC Midtjylland fik nemlig besøg natten op til fredagens pokalfinale, da et ukendt antal personer sneg sig ind i parken ved det hotel, som husede de midtjyske finalister.

Her placererede de flere store batterier, som af tre omgange blev fyret af, hvilket selvfølgelig vækkede flere af FCM-spillerne, men fyrværkeri-chikanen havde nu ikke den ønskede effekt.

- Spillerne grinede bare af det, da de kom ned til morgenmaden på finaledagen, og jeg tror egentlig, at det generede flere af hotellets ældre gæster mere. De var vist ikke så vilde med at blive vækket på den måde, lyder det afslappet fra FC Midtjyllands cheftræner.

Til gengæld træder begejstringen straks frem i Kenneth Andersens stemme, når han skal beskrive stemningen i Parken i forbindelse med pokalfinalen.

- Det var en speciel og overvældende oplevelse. Stemningen var bestemt en pokalfinale værdig, og der skal lyde kæmpe ros til vores 10.000 fans i Parken, for de var på en hård opgave. Der skulle noget til at overdøve dobbelt så mange Brøndby-fans, men vores fans leverede en fremragende præstation, slår Kenneth Andersen fast.

Han glæder sig over, at han, sammen med tusindvis midt- og vestjyder, kunne forlade Danmarks nationalarena med brede smil efter en historisk pokalsejr.

- Det er tungt at traske ud fra Parken som taber, men når man vinder, er det sateme sjovt.

Sjovt var lige præcis, hvad det var for Kenneth Andersen og FC Midtjylland fredag den 17. maj 2019 i Parken - og sjovt var det altså også at opleve kalenderforvirrede fyrværkeri-folk, som fik nul og niks ud af natteroderiet i en hotelpark nord for København.