29.01.2019, 11:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Sportschef glæder sig over Kian Hansen-forlængelse

Den stærke forsvarsspiller har underskrevet en kontrakt gældende frem til udgangen af 2021

Hvis der er noget, der gør FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen glad, er det, når en af klubbens store profiler forlænger sin kontrakt.

Derfor er der brede smil hos sportschefen i disse dage, fordi forsvarsspilleren Kian Hansen netop har sat sin signatur på en ny kontrakt, som gælder frem til udgangen af 2021.

- Vi er rigtig, rigtig glade. Kian er fra området med sine rødder i vores samarbejdsklub Grindsted GIF, og han rummer præcis det dna, som FC Midtjylland skal være kendt for, siger Svend Graversen.

29-årige Kian Hansen fik sin fodboldopvækst i Grindsted GIF og siden Esbjerg fB, inden han skiftede til den franske Ligue 1-klub Nantes.

Herfra hentede FC Midtjylland ham hjem til dansk fodbold i sommeren 2015, og siden har Kian Hansen været en driftssikker og velspillende del af FC Midtjyllands defensiv.

- Han var en central del af det defensive trekløver, der sikrede os vores seneste mesterskab, og han har en stor andel i den måde, vi angriber kampene på – både i denne sæson og sidste sæson, siger FC Midtjyllands sportschef.

I det sene efterår 2014 fik Kian Hansen sin debut på det danske A-landshold i en udekamp mod Rumænien, og i foråret 2015 spillede han endnu en landskamp, da han var med i opgøret mod Frankrig – derudover har han spillet på U19- og Liga-landsholdet.

- Kian er en værdsat del af familien i FC Midtjylland, og det glæder os alle, at han sammen med sin familie og deres kommende barn skal være en bærende del af FCM-familien i yderligere tre år, slår Svend Graversen fast om en profil, der i skrivende stund står noteret for 145 kampe for FC Midtjylland – men i alt har han spillet mere end 300 klubkampe på højeste niveau i sin karriere.

Heldigvis er der mange flere i vente, og heldigvis bliver de spillet i FC Midtjylland-trøjen.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet