23.08.2018, 21:32 | Af: Morten Andreasen | Foto: FCM Foto

Stærkt comeback i Malmø

FC Midtjylland sikrede sig med 2-2 et flot udgangspunkt i Europa League-playoff mod Malmø FF

Den første af fire halvlege mellem FC Midtjylland og Malmø FF i Europa League-playoff blev fløjtet i gang efter en flot optakt på en perfekt fodboldaften. Malmö FF-fans sang sit hold godt fra land, mens imponerende mange FCM-fans tog kampen op og repræsenterede Danmark og regionen på fornemste vis.

Det var tydeligt allerede i de første minutter af kampen, at begge hold var meget opsatte og klar. Der blevet gået til stålet i nærkampene - en ægte skandinavisk fight!

I de første minutter sad FC Midtjylland på spillet. Bolden var højt på Malmö FF’s banehalvdel, og efter seks minutter havde holdet allerede haft to farlige hjørnespark. Men få minutter senere truede hjemmeholdet med højt pres og flere dødbolde. En af disse førte også til 1-0-føringen scoret efter hjørnespark. Målscorer anfører Markus Rosenberg.

Scoringen rystede FC Midtjylland en smule, og der fulgte nogle svære minutter. Alligevel blev nogle gode kombinationer sat sammen mellem Paul Onuachu og Gustav Wikheim, men det blev ved at være tæt på.

Da kampen rundede spilleminut 24 scorede Malmö FF til 2-0. Også denne scoring skete efter en standardsituation. Tungt for FCM’erne, mens den ene Malmö-tribune eksploderede i jubel.

Billedet af den resterende del af første halvleg var med et toneangivende hjemmehold, som også spillede sig frem til et par gode chancer – men Jesper Hansen tog sig flot af udfordringerne.

Hvis man troede, at Malmö FF ville komme ud med mindre energi, så troede man forkert. Masser af energi fra hjemmeholdet og to store chancer i løbet af 2. halvlegs første minutter. Det så svært ud for FCM. Men, stille og roligt begyndte ulvene at æde sig ind i kampen. Og efter 59 minutter faldt en returbold ned til Gustav Wikheim, der langt udefra sparkede bolden fladt i mål. En vigtig scoring.

Herefter fulgte en periode med masser af spil på midten af banen, hvor fornemmelsen dog var, at FC Midtjylland og Gustav Wikheim kunne gøre mere ondt på hjemmeholdet.

Efter 76 minutter tog Wikheim igen initiativet. Det førte til en afslutning fra Marc Dal Hende, som Dahlin kun halvklarede. Indskiftede Ayo var over bolden, og pludselig 2-2. Kampen var vendt på hovedet.

Da dommeren fløjtede af, skete det efter en voldsom herrefight og et stærkt comeback af FCM-spillerne. Det vidnede om stærk karakter. Kampen sluttede 2-2, og der venter nu et nyt drama på MCH Arena, når returkampen spilles den 30. august kl. 19.15.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox