02.03.2020, 09:56 | Af: | Foto: Getty Images

STATATTACK: Ni kan blive til ti

Her kan du blive opdateret på den indbyrdes statistik og skæve vinkler forud for aftenens kamp

Hjemme på MCH Arena er vi ubesejret i de sidste ni Superligakampe mod aftenens modstander fra SønderjyskE, hvoraf vi har vundet otte opgør og spillet et enkelt uafgjort. Gæsterne har lukket mindst to mål ind i de seneste otte møder i Herning og de går ind til kampen med fem nederlag i træk på udebane. 

Den seneste sejr til sønderjyderne skal findes tilbage i oktober 2012, hvor de lyseblå - med spillere som Adigun Salami og Lasse Vibe på holdkortet - trak det længste strå og vandt 3-1 - blandt andet på et mål af Vibe.

Betondefensiv 
FCM-defensiven har blot lukket et enkelt mål ind i første halvleg i de 22 Superligakampe i indeværende sæson. Det er hele syv færre end noget andet hold i ligaen.

Med et rent bur i Hobro sikrede Jesper Hansen sit 11 clean sheets i 19/20, og han er nu blot tre fra at skrive sig ind i Superligaens Klub 100. 

Målfarlige vintertilgange
Månedens Spiller i 3F Superligaen, Anders Dreyer, har haft en finger med i tre af vores fire scoringer efter vinterpausen - to mål og en assist - mens Ronnie Schwartz både fik scoret og lagt op til mål i sidste spillerunde. Det var faktisk første gang i Schwartz’ karriere, at han formåede at både score og lægge op til mål i en Superligakamp. 

Den nye SønderjyskE angriber Anders K. Jacobsen har også været skarp i februar. Siden skiftet fra OB har han været involveret i tre mål med to scoringer og en assist.  

Køb billet 
Hvis du ikke allerede har sikret dig billet til kampen mod SønderjyskE, kan du finde din plads HER

Følg kampen
Hvis du ikke kan komme på MCH Arena, kan kampen ses direkte på TV3 Sport med optakt fra kl. 18:00. Opgøret kan også følges via Twitter og vores fan app, hvor du også kan stemme på Man of The Match.