17.08.2018, 16:52 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Statistisk set har FCM teten mod OB

FCM fører komfortabelt i indbyrdes opgør mod OB - men i Odense er styrkeforholdet mellem de to klubber jævnbyrdigt

Når FC Midtjylland søndag aften træder ind på Nature Energy Park i Odense, bliver det til møde nummer 53 i landets bedste række mellem de to klubber.

I de første 52 kampe står FCM noteret for 25 sejre, 10 kampe er endt uafgjort, mens OB har sunget sejrssang 17 gange. Hvis man kun kigger på de indbyrdes kampe i Odense, tegner der sig dog et mere jævnbyrdigt billede.

Første gang, OB var vært for FC Midtjylland, var den 27. august 2000, hvor 5819 tilskuere var på plads i i den fynske hovedstad. Hovedparten af dem gik dog skuffede hjem, for gæsterne, med cheftræner Ove Pedersen i spidsen, vandt med 2-1 på scoringer af Peter Sand og Allan Bak Jensen.

Ofte har det været meget tætte kampe mellem OB og FCM, men i 2011, helt præcis den 25. september, fik FC Midtjylland-mandskabet en storsejr på 4-1 - og her var nuværende anfører Jakob Poulsen og såmænd nuværende trænerassistent Kristian Bach Bak (Foto) blandt målscorerne hos gæsterne.

I det seneste møde vandt FC Midtjylland også, sejren lød på 2-0, og det var Alexander Sørloth som for et års tid siden sørgede for begge FCM-scoringer.

Sørloth er ikke med i Odense denne gang, da han nu gør sig i engelsk fodbold, men det er langt fra den eneste forandrig siden seneste indbyrdes møde - for eksempel stiller Janus Drachmann denne gang op i en stribet trøje for hjemmeholdet.

Det gør han søndag aften klokken 20.00, hvor kampen på Nature Energy Park fløjtes i gang, og så skal FC Midtjylland i gang med at forsvare det statistiske overtag mod OB'erne.