26.09.2018, 19:56 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Stolthed hos Frederik Brandhof

Han havde ikke regnet med, at debuten skulle vare 120 minutter - men det var fedt alligevel

Lige siden han var en lille dreng, har Frederik Brandhof drømt om at få debut hos FC Midtjylland.

Onsdag den 26. september 2018 skete det - i Odense-forstaden Dalum, hvor FC Midtjylland var på besøg i Sydbank Pokalens tredje runde.

Cheftræner Jess Thorup havde valgt hårdtarbejdende Brandhof til startopstillingen mod 2. divisionsholdet, men han havde nu ikke forventet at skulle spille hele 120 minutter.

- Nej, det havde jeg godt nok ikke, men omvendt var det meget rart at få lidt ekstra ud af sin debut, siger en smilende Frederik Brandhof efter et opgør, som FCM endte med at vinde 2-1.

- Jeg ved ikke, hvorfor det gik mindre godt i første halvleg af den ordinære spilletid, for jeg synes egentlig, at vi virkede til at være der under opvarmningen. Til gengæld rettede vi fint op på tingene i anden halvleg og i den forlængede spilletid, men ingen af os var tilfredse med de første 45 minutter, slår Frederik Brandhof fast.

Han har ingen planer om at fejre sin debut med bytur og øl - i stedet satser han på at komme hurtigt hjem i lejligheden i Herning og få benene opad.

- Jeg er stolt af min debut i FCM-trøjen - det er Danmarks bedste klub - så det er stort for mig, siger FCM-spilleren, som havde sine forældre på sidelinjen.

- De havde taget turen herned fra Skive, men min kæreste kunne devsærre ikke nå det på grund af det tidlige kamptidspunkt.

Stort tillykke med debuten, Frederik.