01.02.2018, 01:01 | Af: Karen Buhl | Foto: Getty Images

Storsalg sender Sørloth til Crystal Palace

Et exceptionelt stort beløb sender Alexander Sørloth til Premier League-klubben, Crystal Palace

På transfervinduets sidste dag er den norske landsholdsangriber, Alexander Sørloth, blevet solgt til Crystal Palace i et historisk stort salg.   

- Crystal Palace var villige til at give et exceptionelt stort beløb for at få Alexander til klubben, og et salg i den størrelsesorden kunne vi ikke afslå. Som virksomhed må vi udvise lederskab og agere ansvarligt i en sådan situation, og salget giver et økonomisk fundament og stabilitet til at videreudvikle FC Midtjylland, siger administrerende direktør Claus Steinlein.

Salget af Alexander Sørloth er blot ét af en række store salg i vinterens transfervindue.

- I dette vindue har vi solgt spillere, som forventeligt vil genere langt over 200 millioner kroner til FC Midtjylland. En historisk bedrift. Det er en stor dag for FC Midtjylland, og vi er stolte af at levere det med afstand største salg i Superligaens historie, beretter administrerende direktør Claus Steinlein.

I sommeren 2017 blev norske Alexander Sørloth en del af FC Midtjylland-truppen, da han skiftede fra FC Groningen i den hollandske Æresdivision. Nordmanden har i den grad sat sit aftryk på Alka Superligaen og står noteret for i alt 15 mål for FC Midtjylland.

- Alexander har leveret på et ekstremt højt niveau i sin tid i FC Midtjylland, og vi anerkender, at det er en meget stor profil, vi vinker farvel til frem mod en spændende halvsæson. Dog har vi fuld tillid til det fundament og de kompetencer, truppen har, uddyber sportschef Svend Graversen.

Trods salget af en stor profil har sportschefen tillid til, at den midtjyske offensiv fortsat vil vise stor styrke.

- Efteråret har vist, at der er stor kamp om angrebspladserne på holdet. Vores offensive kræfter har grebet chancen, når den har budt sig, og jeg har fuld tiltro til, at de resterende offensive spillere fortsat vil gribe chancen. De har kompetencerne til at videreføre de gode offensive takter, vi har vist, siger Svend Graversen.

Et imponerende rekrutterings- og trænerarbejde har banet vejen for det historisk store salg af Alexander Sørloth.

- En kæmpe ros skal lyde til vores rekrutteringsansvarlige samt trænerteamet, der har udviklet og modnet Alexander til et stort klubskifte. Det tegner rigtig godt for fremtiden, afslutter Svend Graversen.

Crystal Palace møder Newcastle på Alexander Sørloths nye hjemmebane den 4. februar, hvor nordmanden kan få sin debut for de stribede fra det sydlige London. 

FCM vs. AAB – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox