22.11.2018, 15:41 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Succes avler altid modstand

TV-journalisten Thomas Skov er inkarneret FC Midtjylland-fan, og han putter sig ikke med det, selv om han bor i København

I 1999 skete der noget skelsættende i Thomas Skovs liv.

Det år blev FC Midtjylland født, og dermed fik tv-journalisten noget konkret at holde med. Hvilket han har gjort siden.
På det tidspunkt havde han godt nok set Herning Fremad spille et par kampe, men det var ikke noget, han dyrkede med afsæt fra barndommens Sdr. Felding lidt syd for Herning. Det ændrede sig med FC Midtjylland.

- Sammen med min far og en kammerat og hans far, begyndte vi at følge FC Midtjylland, og klubben har været en del af mig i de nu cirka 20 år, der er gået. Jeg troede på klubben og projektet fra den første dag, fortæller Thomas Skov.

Han bor i København, er gift og far til to børn, men engang rendte han rundt i Sdr. Felding med sin egen fodboldkarriere og sine egne drømme. 

- Jeg er vel det største talent, Danmark er gået glip af. Fordi jeg aldrig blev opdaget, siger Thomas Skov knastørt og tilføjer:

- Det hænger måske mest sammen med, at jeg aldrig rigtig gjorde noget ved det. Jeg spillede mest for hyggens skyld, husker han.

Søndag aften gæster FC Midtjylland så Thomas Skovs nuværende hjemby for at spille topbrag i Parken mod FC København, men det bliver uden Thomas Skov på tilskuerpladserne.

- Det er lidt paradoksalt …, men jeg er i Jylland i weekenden, og det støder så sammen med, at FCM spiller i mit nabolag, sukker han.

Da han i sin tid flyttede til København, var det med en ambition om at bygge et nyt liv op i hovedstaden, og rødderne til det midtjyske mistede lidt af sin kraft i en periode.

I den ligning havde det også været nærliggende at holde med en fodboldklub tættere på den nye adresse, for eksempel FC København, men sådan gik det ikke.

- Det havde været nemmere, men jeg er blevet mere og mere knyttet til mine midtjyske rødder og FC Midtjylland, som tiden er gået. FC København fylder dog rigtig meget hos mange af dem, jeg omgås – også hos mennesker som har afsæt vest for Storebælt. Nu sidder de så inde i Parken med lune tæpper og gratis fadøl, og det er fint med mig. Jeg gør det bare ikke.

Han roser dog FC København, og kalder klubben for en af de bedste klubber i landet, men for ham er FC Midtjylland nummer et.

- Det er som udgangspunkt ikke københavnerne i min omgangskreds, som kalder FC Midtjylland bonderøve og den slags, men til gengæld kan mine venner i Aalborg næsten ikke få luft, når de forklarer hvad og hvor meget, der er galt med FC Midtjylland, siger Thomas Skov, som responderer på den slags med et smil.

For FC Midtjylland er alt andet end jydetosser, som han siger, og det bekræftes blandt andet af to danske mesterskaber på de første 20 år.

- Men sådan er det jo …, succes avler altid modstand.

Thomas Skov forventer en svær opgave for sit midtjyske favorithold i Parken, og som han siger, gør det bestemt ikke noget med en sejr og tre point, som vil skabe et lille forspring til FC København.

- Hvis vi nu taber, er intet dog afgjort endnu. Det tror jeg nok, FC Midtjylland beviste med al tydelighed i sidste sæson, siger Thomas Skov med reference til den fantastiske slutspurt, som sikrede FC Midtjylland mesterskabet og endnu en guldfest.

En guldfest med Thomas Skov som konferencier. Som han også var til den første guldfest i sit mere og mere elskede Midtjylland.