17.08.2018, 12:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FCM Foto

Superligatruppen får ny målmandstræner

Han har været vikar, og en rigtig god en af slagsen, så nu tager en gammel kending over på en fast aftale – og på sigt er målet at lave en ny Jonas Lössl

Da FC Midtjyllands målmandstræner for Superligatruppen, Nicolai Pold, benyttede sommeren 2018 til at skifte til AGF i Århus, trådte en gammel kending til som vikar.
 
Lasse Heinze, tidligere målmand i klubben og efter karrierestoppet målmandstræner på Akademiet, trådte velvilligt til som vikar, indtil en mere langsigtet løsning var fundet. Det er den nu, og FC Midtjyllands nye målmandstræner for Superligatruppen hedder … Lasse Heinze.
 
- Lasse er endnu et eksempel på, at en af klubbens egne fortsætter med at gøre karriere i klubben, og allerede da han tog over efter Nicolai Pold, gjorde han det med høj kvalitet og ydmyghed, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen, som fortæller, at 32-årige Lasse Heinze er en yderst vellidt skikkelse i hele organisationen.
 
- Vi er helt trygge ved beslutningen, for vi ved, at Lasse altid arbejder benhårdt og dedikeret, siger Svend Graversen.
 
Lasse Heinze kom som 16-årig til FC Midtjylland fra Ringkøbing, og han har dermed fået en stor del af sin fodboldmæssige opdragelse i klubben.
Som aktiv målmand repræsenterede han udover FC Midtjylland Silkeborg IF, AC Horsens og Sarpsborg i Norge, inden han afsluttede sin karriere i FC Midtjylland, hvorefter han gled direkte over i jobbet som målmandstræner på akademiet.
 
- Jeg er godt uddannet i målmandsspillet, fordi jeg altid har haft dygtige trænere, og de har ligeledes vækket min interesse for detaljerne i spillet. Hvad skyldes det, at det den ene dag går godt, mens det næste dag går mindre godt, siger Lasse Heinze.
 
Selv om han er en ung træner, føler han sig erfaren i forhold til målmandsspillet, og han håber, at han på sigt kan være med til at skabe gode historier på målmandssiden i FC Midtjylland – måske endda skabe en ny Jonas Lössl.
 
- Det ville være godt, men den slags tager selvfølgelig tid. Jeg er forelsket i og nysgerrig på selve målmandsspillet, så på den måde er det egentlig ikke så vigtigt for mig, hvor og med hvem det foregår, men det er da klart, at når man får et tilbud, som jeg har fået, takker man naturligvis ikke nej, siger Lasse Heinze, som ser frem til at komme i gang med arbejdet.
 
- Jeg glæder mig meget til at arbejde med nogle af landets bedste målmænd i Superligatruppen, og jeg ser frem til at udvikle dem såvel målmandsmæssigt som mentalt. Derudover passer det mig godt, at jeg også fortsat får lov at præge talentudviklingen i klubben, siger Lasse Heinze, som har underskrevet en treårig aftale med FC Midtjylland.