25.08.2018, 13:15 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Svær hjemmekamp efter fed oplevelse

Randers FC gæster søndag aften MCH Arena, og kronjyderne kommer med stor selvtillid

Måske er det nok en floskel, at den næste kamp er den vigtigste, men selv floskler rummer en form for sandhed.

Søndag aften stiller FC Midtjylland op på MCH Arena for at møde gæsterne fra Randers FC, og værterne gør det efter en europæisk opgave i Malmø FF, som blev løst flot - men nu gælder det endnu et Superligaopgør.

- Randers står med ni point, og det er et super godt hold, der har været godt kørende i de første runder, siger FC Midtjyllands assistenttræner Kristian Bach Bak.

Han har gennemset Randers FC's seneste fire kampe, og han mener ikke, det er vanskeligt at se, hvad Randers-mandskabet kan og vil på banen.

- Randers fremstår for mig som et stabilt hold, og man må sige, at Thomas Thomasberg har fået sat skik på Randers FC. Derudover har de naturligvis fået masser af selvtillid på bagkant af den fine sæsonindledning.

Kristian Bach Bak understreger, at netop holdet er fremherskende, når snakken falder på Randers FC.

- Selvfølgelig har de også stærke individualister, som vi skal holde øje med, men mest opsigtsvækkende er uden tvivl styrken i holdet. De har sat et hold sammen, hvor spillerne tydeligvis vil klubben, siger Kristian Bach Bak.

Han glæder sig til en hjemmekamp på MCH Arena efter en fed oplevelse på en svær udebane i Malmø, og han håber, FCM-mandskabet får hjemmebanen med sig.

- Vi skal frem og presse, spille fremad, for på den måde får vi stadion med. Vi skal, som i anden halvleg i Malmø, have modet til at stå højt, for det er det, vi kan. Det er det, vi skal, slår Kristian Bach Bak fast.

Opgøret på MCH Arena fløjtes i gang søndag klokken 20.00.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox