02.08.2019, 09:48 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Sviatchenko frygter ikke dobbelt målscorer

FC Midtjyllands stærke forsvarsspiller glæder sig over en robust defensiv i sæsonens første kampe

Når FC Midtjylland søndag aften tager imod AaB på MCH Arena, kommer gæsterne med masser af selvtillid efter 3-1 sejren over Silkeborg IF.

Især var det en god kamp for nordjydernes hollandske angriber Tom van Weert, som noterede sig for to scoringer, men det ryster nu ikke værternes Erik Sviatchenko.

- Jeg har respekt for van Weert, som jeg har det for alle angribere, men jeg frygter ham ikke, siger Erik Sviatchenko.

Han kommer da også med stor selvtillid selv efter tre sejre på stribe og kun én scoring imod, og senest pakkede han AGF-angriber Patrick Mortensen helt sammen på Ceres Park i Århus.

- Jeg fokuserer professionelt på den kommende opgave, og vi skal som forsvarsspillere altid være opmærksomme. Vi har indtil nu også haft marginalerne på vores side i vores defensive spil, men vi har fightet hårdt, og i Århus blokerede vi mange skud foran vores mål, siger FCM-profilen.

Han kalder AGF-kampen for en stort set perfekt kamp defensivt, og så er han sikker på, at spillet længere fremme på banen udvikler sig i løbet af sæsonen.

- Vi bygger masser af selvtillid op, når vi i tre kampe blot indkasserer et mål, og opgøret mod FC Nordsjælland, hvor vi gav mange chancer væk, var en slags reminder til os om at være vågne og kloge. Vi kommer ikke til at give så mange chancer væk igen, men vi må også sige, at FC Nordsjælland ramte en perfekt dag mod os, mener Erik Sviatchenko.

Den rutinerede forsvarsspiller har vist forrygende form i sæsonens indledning, og det er der ifølge ham selv flere forklaringer på.

- For det første har min opstart været god, og derudover følger der et ansvar med ved at være fungerende anfører. Sådan et bind på armen gør noget, men det vigtigste er, at vi som hold leverer de forventede resultater, påpeger Erik Sviatchenko, der personligt også stræber efter endnu mere.

- Det bliver bedre, både for holdet og mig, og det er fedt at kunne sige det, siger manden, som søndag aften skal styre defensiven i forsøget på at stoppe Tom van Weert og den øvrige AaB-offensiv, så FC Midtjylland kan få sin fjerde sejr på stribe.

Opgøret mod AaB fløjtes i gang klokken 18.00 på MCH Arena og du kan købe billet HER

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet