19.08.2019, 18:55 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Sviatchenko respekterer Kenneth Andersens beslutning

Den rutinerede forsvarsspiller har været glad for samarbejdet med den afgående cheftræner

Da Erik Sviatchenko mødte ind til træning mandag morgen, havde han ingen fornemmelse af, at der ventede ham en af de mere specielle arbejdsdage.

Men det gjorde der, for cheftræner Kenneth Andersen valgte at opsige sin stilling, og på et pressemøde sidst på formiddagen forklarede han sin beslutning, mens afløseren Brian Priske forklarede sine tanker for fremtiden.

- Der var ikke ret mange, som havde regnet med den udvikling, og personligt har jeg været glad for samarbejdet med Kenneth Andersen, siger Erik Sviatchenko.

Han repræsenterede sammen med Alexander Scholz truppen i forbindelse med pressemødet, og Sviatchenko udtrykte respekt for Kenneth Andersens beslutning.

- Kenneth har gjort sit bedste indtil nu, men jeg respekterer selvfølgelig hans beslutning om, at han ikke ønsker at styre skibet videre. Jeg kender Kenneths menneskelige værdier, og han har besluttet, at han ikke ønsker at være med længere, hvilket vi spillere naturligvis bakker op.

Som Erik Sviatchenko siger, åbner der sig altid nye døre, når andre lukkes, og det gælder også for spillerne.

- Fodboldspillere er generelt omstillingsparate, hvilket er en nødvendighed i branchen. En dag som i dag, græder man med det ene øje, mens det andet øje kigger fremad mod andre og nye udfordringer, siger Erik Sviatchenko, som glæder sig over, at Kenneth Andersen fortsætter i klubben.

- Vi bakker naturligvis Kenneth 100 procent op i hans fremtidige arbejde med talenterne, som han tidligere med stor succes har arbejdet med, og han efterlader rollen som cheftræner for Superligaholdet med en flot statistik, som både rummer et rekordhøjt pointsnit samt ikke mindst en historisk pokalsejr.

- Fine ting som der altid vil stå Kenneth Andersen på, påpeger Erik Sviatchenko.

FCM-spillerne har fri tirsdag, mens træningen frem mod søndagens udekamp mod Sønderjyske fortsætter onsdag.

- Vi fortsætter i fællesskab arbejdet med at blive de bedste i Danmark, og det tager vi fat på igen onsdag morgen, hvor det er Brian Priske og Kristian Bach Bak, der som henholdsvis chef og assistent står i spidsen for det, siger Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland – Brøndby IF
Søndag den 1. september kl. 18.00 tager vi imod Brøndby IF på MCH Arena.
Køb billet her