08.07.2020, 11:00 | Af: Lukas Müller | Foto: FC Midtjylland

Ta' trygt til fodbold på MCH Arena

Er du blandt dem, der skal til fodbold på MCH Arena i morgen til kampen mod F.C. København, kan du her blive klogere på de særlige retningslinjer, der gør sig gældende.

Når vi i morgen aften tager imod F.C. København i en kamp, hvor vi kan sikre os klubbens tredje danske mesterskab på seks år, bliver det med omkring 4.800 mennesker på MCH Arena. Vi er glade for at kunne have endnu flere folk på lægterne, men der er stadig mange forhold, der ikke er som de plejer.

Vi har her samlet en række vigtige oplysninger, som vi beder dig læse grundigt igennem, hvis du skal på MCH Arena torsdag aften.

Der er ingen fanzone, og Ulveshoppen holder lukket, så du kan først ankomme til stadion fra kl. 18.50, når portene åbner. Vi har separate indgange til alle sektioner, så du kan ankomme til stadion, når det passer dig efter kl. 18.50.

Vi anbefaler, at du downloader og aktiverer app’en ”Smitte l stop”, som Sundhedsministeriet har udviklet i samarbejde med bl.a. Statens Serum Institut.

Generelt

  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og under afgang.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.m.
  • Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående.

Billetinformation

  • Din billet er personlig.
  • Der skal kunne fremvises gyldigt ID (kørekort, sundhedskort el.lign.) matchende til navnet på billetten.
  • Har du ikke en billet med dit eget navn, skal du skrive til billetsalg@fcm.dk.
  • Infohuset er lukket, så du kan ikke få hjælp til billetter på kampdagen. Skriv derfor til billetsalg@fcm.dk i god tid, hvis du har spørgsmål til dine billetter.
  • Udebaneafsnittet benyttes i resten af kampene i sæsonen kun af FCM-fans.

Ved ankomst

  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid 1 meters afstand til andre personer.
  • Fans med billet til Faxe Kondi-tribunen bedes parkere på P5 (se parkeringskort nedenfor).
  • Fans med billet til C.C. Contractor-tribunen bedes parkere på P2 (se parkeringskort nedenfor).

Under kampen

  • Benyt kun den specifikke siddeplads angivet på din billet. Der er et ledigt sæde mellem hver plads.
  • Bliv så vidt muligt på din anviste siddeplads før og under kampen.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Vær særlig opmærksom og tag hensyn i forbindelse med jubel, sang og råb.

Ved afgang

  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid 1 meters afstand til andre personer.
  • Gå direkte fra stadion til din bil ad samme vej som du ankom.

Vi håber, du vil være opmærksom på anbefalingerne, så vi kan afvikle kampen på en god og sundhedsmæssig forsvarlig måde. Jo bedre vi alle er til at overholde reglerne, jo større er chancen for at der på et senere tidspunkt bliver åbnet op for endnu flere tilskuere.