12.05.2019, 22:08 | Af: | Foto: Daniel Stentz

Tårevædet revanche mod FCK

FC Midtjylland slog søndag københavnerne med hele 4-0 i en kamp, der blandt andet bød på en speciel scoring.

FC Midtjylland skulle søndag aften revanchere de seneste ugers dårlige resultater, da FC København besøgte MCH Arena. 

Senest var det OB, der slog Ulvene med 3-1, og derfor var Ulvene opsatte på at komme godt fra start mod FCK.

Det var en kamp, der bølgede frem og tilbage i første halvleg. De helt store chance udeblev de første 20 minutter, men så fik de 7343 tilskuere også en scoring at varme sig på. 

Efter 21 minutter sendte Kian Hansen nemlig en lang bold i dybden, hvor Paul Onuachu dukkede op. Han blev løbet i møde af FCK-keeper Stephan Andersen, der dog sparker hul i luften, da han vil cleare bolden. Dermed kunne Onuachu frit løbe ned og prikke den i det tomme mål.

Efter målet tog FC Midtjylland mere af kontrollen over kampen. FCK-spillerne var farlige på kontraangreb, men ikke nok til at teste Mikkel Andersen i målet. 

Derfor gik de to hold også til pause med 1-0-føringen til hjemmeholdet.

Der skulle kun gå syv minutter af anden halvleg før FC Midtjylland-spillerne igen var farlige foran mål. Her tog Wikheim bolden på højrekanten og driblede ind mod midten. Herfra satte han turbo på og satte FCK-forsvaret af. Han spillede bolden mod Evander i højre side af FCK-feltet, og brasilianeren trillede bolden ind i modsatte hjørne til 2-0. 

Det var generelt hjemmeholdet, der sad mest på spillet i anden halvleg, og FCK kom kun enkelte gange frem til afslutninger mod Mikkel Andersen. FCM-keeperen havde dog godt styr på dem. 

Blandt andet havde Evander flere gode afslutninger fra 25-30 meter, mens også Dal Hende havde en stor chance få meter fra mål. Backen skød dog lige forbi stolpen. 

Efter 87 minutter frik Awer Mabil chancen fra 11 meter-pletten, da Wikheim blev nedlagt af Joronen i FCK-feltet. Den scorede australieren sikkert på, og den tårevædede målscorer blev straks omfavnet af hele truppen. Målet blev nemlig dedikeret til Mabils afdøde søster.

Det blev også til 4-0 kort efter. FCM-spillerne slog kontra på et hjørnespark fra FCK. Efter en lang løbetur med bolden afleverede Evander til Wikheim, der prikkede bolden ind bag Joronen til slutresultatet 4-0. 

Dermed rejste Ulvene sig i dén grad efter en periode med mindre gode resultater.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet